Prisbelønnet fotograf har skiftet mørkekammer ud med photoshop: Se nogle af hans fotos her
I den nye programserie ”Louisiana Channel på Lorry” fortæller en række kulturpersonligheder om deres arbejde. I første afsnit har fotograf Henrik Saxgren ordet.
Den prisbelønnede og anerkendte fotograf Henrik Saxgren har prøvet en del, siden han i 1974 blev færdiguddannet som reklamefotograf.
For det blev ikke reklamer, men hans evne til at dokumentere mennesker, som satte gang i karrieren både herhjemme og internationalt. Og i årenes løb er det mere og mere landskabsfotografiet, som trækker i ham.
- Da jeg var yngre, fotograferede jeg mest mennesker. Kom ind bag facaden og afmonterede fordomme og sådan noget. Det var den opgave, jeg havde stillet mig selv. Så er der sket nogle forskellige ting i mit liv, som gjorde, at jeg ikke havde det samme overskud – for det kræver meget overskud, at komme så tæt på mennesker. Og så fandt jeg ud af, at jeg havde det allerbedst når jeg bevægede mig ud i naturen, fotograferede ude i naturen. Og skabte en ro, som man jo gør, når man fotograferer.
Det fortæller Henrik Saxgren i programmet ”An Intimate Space”, som er produceret af Louisiana Channel og som nu kan ses på TV 2 Lorrys egen kanal og streamingside
Dem her kan du møde i Louisiana Channel på Lorry
Hver uge udkommer et nyt afsnit i programrækken med premiere tirsdage kl 19.55 på TV 2 Lorrys egen kanal og streamingside. Du vil kunne se interview med følgende:
Margrethe Odgaard
Bjørn Nørgaard
Jan Grarup
Kirsten Ortwed
Jørgen Haugen Sørensen
Ursula Reuter Christiansen
Tal R
Johansen Skovsted
Mikael Kvium
Niels Lan Doky
Jakob Kirkegaard
Nicolai Howalt
Ebbe Stub Wittrub
Bjarke Ingels
Jan Gehl
Henrik Saxgren fortæller i programmet, at han mener, at landskabsfotografiet kan noget andet end de dokumentariske billeder.
- Jeg tror, at jeg har en mission med mit landskabsfotografi. At jeg midt i den her fuldstændigt fordummende tidsalder, hvor folk spilder tiden på realityprogrammer og X-factor, og hvad fanden det hele hedder, at jeg så går ud og indrammer noget i naturen og kommer tilbage til folk og siger se!.. Det er derude.. det venter på jer… det er meget rigere, det er meget større, det er meget mere involverende end at blive spist af med de der forstillede virkeligheder, som folk bliver præsenteret for.
Fra mørkekammer til photoshop
Det er ikke kun motiverne, der har ændret sig med tiden. Det har processen med billederne også, selvom målet med kunsten er den samme.
- Jeg siger altid, at jeg laver billeder, fordi det billede, som kommer i kameraet kun er udgangspunktet for min viderebearbejdelse af billedet. Det er jo meget tit, at der er mange blænders forskel på himmelen og på jordoverfladen. Altså, jeg kalder jo photoshop for mit digitale mørkekammer. Mange mener fejlagtigt, at photoshop er en negativ form for manipulation. Men vi har jo altid manipuleret med billederne, fortæller Henrik Saxgren.
Se interviewet og billederne her
_