Regeringen håber på genåbningsaftale i aften
Der er kommet så godt styr på coronaudbruddet nu, at næste fase af genåbningen af Danmark skal tilrettelægges.
Bliver det muligt at bestille en tid til frisøren allerede fredag for at få klippet håret eller måske en tid hos kiropraktoren for at få kroppen i orden igen?
Det, og meget andet, skal partilederne drøfte torsdag aften.
Klokken 20 mødes statsminister Mette Frederiksen (S) og de øvrige partiledere i en videokonference for at finde frem til, hvordan den videre genåbning af Danmark under coronakrisen skal foregå.
Ifølge Jesper Petersen, der er Socialdemokratiets politiske ordfører, håber regeringen på at lande en aftale hurtigt.
- Partilederne mødes igen i aften klokken 20. Der håber regeringen at kunne færdiggøre en aftale, ikke mindst af hensyn til dansk erhvervsliv og arbejdspladser, siger Jesper Petersen.
Kan ikke åbne alting
- Det er gået relativt godt i Danmark med at begrænse smitten. Men vi er fortsat i en risikabel situation. Så man må ikke give indtryk af, at nu kan vi bare genåbne alting, siger han.
Jesper Petersen opfordrer samtidig Venstre "til at holde fast i et konstruktivt samarbejde".
S-regeringen er blevet kritiseret for ikke at informere partierne godt nok i processen. Blandt andet har Venstre været kritisk på den front.
Senest har Venstre og en række andre partier - blandt dem regeringens støtteparti De Radikale - opfordret regeringen til straks at få 27.000 personer i liberale erhverv tilbage på jobbet.
Det er ifølge et notat fra Statens Serum Institut sundhedsfagligt forsvarligt. Liberale erhverv er eksempelvis frisører, tandlæger, fysioterapeuter og kiropraktorer.
Mette Frederiksen har allerede udtalt, at regeringen i forbindelse med den videre genåbning af Danmark vil inddrage de øvrige partier mere end hidtil.
Giver ikke meget for kritik
Ifølge Venstre behøver man dog ikke forhandle om eksempelvis de liberale erhverv. De bør hellere åbne i dag end i morgen. Det har politisk ordfører Sophie Løhde (V) udtalt tidligere torsdag.
Jesper Petersen giver ikke meget for Venstres kritik.
- Man kan jo ikke både bede om, at der skal være forhandlinger, og når de så kører, så kritiserer man, at de pågår, og at der ikke bare straks er truffet en beslutning, siger han.
Jesper Petersen understreger, at det ikke er muligt at indfri alle de ønsker, som de forskellige partier har til den videre genåbning af Danmark.
- Der er et lille rum til at udvide den første fase af genåbningen. Åbner man alle de liberale erhverv, er der andre ting, der ikke lader sig gøre. Det skal partilederne drøfte, siger han.
/ritzau/