SE KORTET: Så mange indbrud blev der begået i din politikreds
Indbrudstallene i Danmark har på landsplan været støt faldende siden 2009, viser nye beregninger. I Nordsjælland halter de dog efter med et fald på blot ni procent.
Se kortet med indbrudstal i politikredsene nederst i artiklen
Fra 2009 til 2017 faldt antallet af indbrud i Danmark med hele 40 procent. I en række politikredse er antallet af indbrud dog faldet markant mere.
På den københavnske vestegn er det lykkes for politikredsen at halvere antallet af indbrud i privat beboelse gennem de seneste otte år.
Det samme billede tegner sig hos Midt- og Vestsjællands Politi, som har nedbragt indbrud i politikredsen med 53 procent i samme årrække.
Nordsjælland halter efter
I det nordsjællandske er situationen dog en helt anden. Her kæmper politiet fortsat med talrige indbrud og indbrudstallet er kun faldet med ni procent gennem de seneste otte år. Ifølge politiet skyldes det dog ikke, at der ikke er fokus på området.
- Vi laver en hel masse forebyggende arbejde. Ved borgermøder, grundejerforeningsmøder hvor det primære det er at gå ud at fortælle om, hvordan man skal sikre sin bolig, siger politiinspektør ved Nordsjællands Politi, Helge Tang Holbek, til TV 2 Lorry.
Samtidig pointerer han, at politikredsen har nedsat gruppen "Særlig indsatsgruppe Nordsjælland", der også går under navnet "SIN".
Senest lykkedes det for gruppen at anholde en indbrudstyv, som de mener kan have forbindelse til op med 30 indbrud i området.
Se hvor mange indbrud der er blevet begået i din politikreds gennem de seneste otte år her
Kilde: Beregninger foretaget af Det Kriminalpræventive Råd på baggrund af tal fra Danmarks Statistik
HER ER POLITIETS 12 RÅD TIL AT UNDGÅ INDBRUD:
- Luk og lås døre og vinduer, når du forlader din bolig.
- Udskift vindueshasper og dørhåndtag med en type, der kan låses og dermed ikke så let brydes op.
- Anvend tænd/sluk-ure til lamper både indendørs og udendørs.
- Lad det gerne rode lidt, mens du er bortrejst: Et ryddeligt hus kan se ubeboet ud.
- Sørg for, at dine værdier ikke er synlige udefra.
- Lås værktøj og haveredskaber inde. og lås stigen fast.
- Klip hækken ned, så tyven ikke kan gemme sig bag den.
- Opsæt eventuelt bevægelsessensorer, der tænder lys udenfor.
- Undgå at fortælle på sociale medier, at du er bortrejst.
- Få eventuelt naboen til at parkere sin bil i din indkørsel, hvis ikke du er hjemme.
- Lad naboen tømme postkassen og fylde i skraldespanden, hvis du er bortrejst.
- Lad haven rode lidt, så man tror, at der er nogen hjemme.