Supermarked sender millioner i støtte til specialbutikker
Supermarkedskæden Kvickly har besluttet at bruge op mod 10 millioner kroner på at hjælpe mindre butikker med markedsføring efter nedlukningen.
Hvor den nuværende nedlukning har været en særdeles dyr omgang for landets mange små butikker, så har den omvendt være profitabel for de supermarkeder, der har haft mulighed for at sælge eksempelvis cykler, bøger og elektronik ved siden af deres dagligvarer.
Men nu har landets 67 Kvickly-butikker besluttet sig for give en økonomisk håndsrækning til de små butikker i deres nærområder, så de kan få sat fart på deres salg, når de igen får lov til at åbne.
Helt konkret vil Kvickly-butikkerne donere deres overskud fra salg af non-food i januar og februar, som de mindre specialbutikker så kan bruge på markedsføring, når de åbner igen.
Hvis butikkerne allerede får lov at åbne 1. marts, vil det betyde et beløb i størrelsesordenen syv til ti millioner kroner.
- Vi er godt klar over, der er mange butiksejere, der er trængte, og selvom det her ikke kommer til at løse alle problemerne, så håber vi, det alligevel kan være en hjælp, siger Torben B. Andersen, der er kædedirektør for Kvickly, til TV 2 Lorry.
19 af landets 64 Kvickly-butikker ligger i hovedstadsregionen, hvilket betyder, at der her vil være omkring to millioner kroner til mindre butikker.
Det er foreløbig planen, at de enkelte varehuschefer skal være med til at finde frem til, hvordan penge og støtte bedst kan blive fordelt i deres respektive nærområder.
- Vores lokale varehuschefer ved, hvor der er bedst værdi i deres område, så de kommer til at spille en aktiv rolle i at få udrullet det her tiltag bedst muligt, så vi kan få liv i butikkerne og byerne igen, siger Torben B. Andersen.