Tør du? Her er fem steder, der får dig til at ryste af skræk til Halloween
Der er mange skrækkelige oplevelser rundt omkring i landet, hvis du tør. TV 2 Lorry giver dig overblikket.
Halloween er ikke kun for børn.
Der kommer flere og flere horror-oplevelser til Danmark, for der er åbenbart et marked for folk, der helt frivilligt har lyst til at blive skræmt fra vid og sans.
I den anledning har TV 2 Lorry samlet nogle af de uhyggeligste events, du i år kan opleve til Halloween.
Den Hjemsøgte By på Hvidovre Havn
På Hvidovre Havn har Den Hjemsøgte By hyret over 150 zombier til en vildt creepy gåtur den 29. oktober.
De skriver, at man ikke skal døje med dårligt helbred eller hjertesygdomme, så det er nok ikke en helt stille og rolig slentretur.
Horror på Danmarks Akvarium
Danmarks Akvarium har stået tomt siden 2012, men nu kan du fra den 14. til den 31. oktober komme på rundtur, når det genåbner for en stund i forbindelse med Geppetto Groups Halloween-arrangement.
Det er med special effects, lys og udklædte skuespiller, der gør alt, hvad de kan, for at skræmme livet af dig.
Horrorwalk i Hillerød
I Hillerød fyldes gader og stier ved Frederiksborg Slot med mørke væsner af alle afskygninger.
Det er en årlig tradition, hvor frivillige stiller op med vanvittige udklædninger og skræmmer alle dem, der tør komme forbi. Det er den 21. oktober fra 18.30.
Villa Vendetta i Tivoli
Tivolis hjemsøgte hus Villa Vendetta fortæller historien om en familie af galninge, der er blevet efterladt i forlystelsesparken.
Huset har egentlig åbent året rundt, men resten af Tivoli har Halloween-arrangementer og udsmykning fra 6. oktober til 6. november.
Horror Drive Thru på Refshaleøen
Til Horror Drive Thru på Refshaleøen kan du fra 14.-31. oktober køre i din egen bil gennem en hjemsøgt cirkuslandsby fuld af killer clowns og andre cirkus freaks.
Vi var med sidste år, og det var altså ikke uden hjertebanken og sved i nakken.