Udbrud med ny coronavariant i Nordsjælland: Mere end 50 personer smittet efter restaurantbesøg
Coronavarianten B11519 er den mest almindelige af slagsen i Mexico. Nu er den blevet fundet i Danmark.
Over 50 personer er smittet med en ny coronavariant.
Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed lørdag på Twitter.
Personerne er blevet smittet med en mexicansk variant med navnet B11519 via en restaurant i Nordsjælland. Ifølge styrelsen er B11519 den mest almindelige coronavariant i Mexico.
Udbruddet har bredt sig over flere dage og har både ramt personale og gæster på den nordsjællandske restaurant. Disse personer har ført smitten videre ud.
Det er dog uvist, hvordan smitten præcist er startet.
- Det ved vi ikke konkret. Vi ved, der er en del, der har været på restauranten, som er blevet smittet, siger Bente Møller, der er enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Styrelsen for Patientsikkerhed vil ikke oplyse, hvilken restaurant der er tale om.
Den mexicanske variant blev første gang observeret i Danmark "i starten af året", oplyser Bente Møller. Men styrelsen har ikke præcise oplysninger om, hvornår og hvordan den mexicanske variant først kom til Danmark.
- Det er første gang, vi har at gøre med den mexicanske variant i det her omfang. Vi har ikke set et udbrud med den tidligere, siger Bente Møller.
Ny variant i Danmark
Der er tale om en ny variant i Danmark. Den giver dog ikke umiddelbart grund til bekymring.
- I smitte og respons på vaccine vurderes den ikke anderledes end almindelig coronavirus. Vi er i kontakt med de smittede, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.
B11519 fremgår heller ikke af den såkaldte VOC-liste (variants of concern) hos Statens Serum Institut (SSI).
Listen indeholder de coronavarianter, som myndighederne i Danmark er ekstra på vagt overfor. På listen er i øjeblikket en britisk, en sydafrikansk og en brasiliansk variant.
Antal indlagte personer på de danske hospitaler med coronavirus var fredag 157.
Udbrud af ny variant: Via en restaurant i Nordsjælland er over 50 personer i slut-april smittet med virusvarianten B.1.1.519, den mest almindelige i Mexico. I smitte og respons på vaccine vurderes den ikke anderledes end almindelig corona-virus. Vi er i kontakt med de smittede.
— Styrelsen for Patientsikkerhed (@STPS_DK) May 8, 2021