V-profil vil have valgloven ændret, så jyder får sværere ved at komme i Folketinget
Valgloven bør ændres, så politikere i hovedstadsområdet får samme adgang til at blive medlem af Folketinget som politikere fra landområder, mener Venstres Jan E. Jørgensen.
Som det er i dag, er det nemmere at få en plads i Folketinget, hvis du for eksempel er fra Vestjylland, end hvis du bor i Hovedstaden.
Det kender Venstres Jan E Jørgensen kun alt for godt til. I de sidste syv år, hvor han har siddet i Folketinget, har han skullet samle mange flere københavnske stemmer end hans jyske kolleger i Folketingssalen.
- Det er urimeligt, og der er ikke rigtig nogen, der er opmærksomme på det, siger han til TV 2 Lorry.
Urimeligheden går ud på, at mandaterne koster flere stemmer i Hovedstadsområdet, end de gør i eksempelvis Vestjylland.
En plads i Folketinget koster flere stemmer i hovedstadsområdet
I grove tal er forskellen sådan, at hvis 100.000 vælgere afgiver deres stemme i København, så giver det tre pladser i Folketinget, mens det samme antal stemmer i Vestjylland udløser fire pladser. Og det kommer ifølge Jan E. Jørgensen tydeligt til udtryk i den førte politik på Christiansborg.
- Der er politikere, som har været rigtig gode til at skaffe penge til motorveje, og det er jo blandt andet fordi, der simpelthen er flere jyske folketingspolitikere, end deres vælgertal egentlig berettiger til. Og omvendt er der færre, der kæmper for Nordsjælland og Københavns interesser, siger han.
Jan E. Jørgensen vil nu have lavet valgloven om, så princippet ’en mand - en stemme’ bliver gjort gældende for alle. Det vil ifølge hans beregninger give tre mandater mere til hovedstadsregionen.
Ekspert mener ikke, det vil gøre en stor forskel
Partiforsker på Københavns Universitet, Karina Kosiara-Pedersen, har dog svært ved at, at det vil gøre den store forskel på den førte politik på Christiansborg.
- Selvom mandaterne er billigere i Jylland eller i de tyndt befolkede områder, så er det partierne, der bestemmer politikken. Så det, at der er en enkelt københavner mere i et parti og en enkelt jyde mindre, det betyder altså, der er grænser for, hvor meget det kan gøre for balancen, siger hun til TV 2 Lorry.
Foto: TV 2 Kosmopol
Til gengæld ville det være et brud med en mere end 100 år gammel praksis, som har skullet sørge for, at tyndt befolkede områder bliver repræsenteret på lige fod med byområder:
- Det er jo ikke underligt, det kommer nu med konflikten mellem land og by og København og Udkantsdanmark som politisk tema, så er det jo ikke underligt, at der kommer et forslag som det her, siger Karina Kosiara-Pedersen.
En stærkere stemme
Ophavsmanden til forslaget er dog ikke i tvivl om, at en ændring af loven vil betyde, at hovedstaden vil stå stærkere på Christiansborg.
- Hvis der nu kom en mere ind (i Folketinget, red.) fra vores region og dermed en mindre fra Jylland, så siger det sig selv, at synspunkterne og udfordringerne i hovedstadsområdet vil få en stærkere stemme i de enkelte folketingsgrupper, siger Jan E. Jørgensen.
Han tilføjer, at indenrigsminister Simon-Emil Ammitzbøll-Bille mener, at idéen om at ændre valgloven er interessant. Det er dog ikke lykkedes TV 2 Lorry, at få det bekræftet i dag.