Vikarbureau kan ikke følge med manglen på pædagoger: "Det er en nødsituation"
Manglen på pædagoger er lige nu så stor, at Pædagogisk Vikarbureau kalder det en "nødsituation".
Coronasmitten buldrer derudaf, og det medfører højt sygefravær blandt flere faggrupper. Det gælder blandt andet pædagoger i daginstitutionerne.
Det betyder, at mange institutioner efterlyser vikarer, der kan dække ind for de mange syge pædagoger.
Problemet er bare, at der ikke er særlig mange at tage af. Det fortæller Morten Berg, der er direktør i Pædagogisk Vikarbureau.
- Manglen på pædagoger er nu så alvorlig, at det vækker et bekymrende billede, siger han til TV 2 Lorry og slår fast:
- Det er en nødsituation.
Står skidt til i hovedstadsområdet
Manglen på pædagoger er et landsdækkende problem, men ifølge Morten Berg er det "rigtig, rigtig slemt i hovedstadsområdet".
- Det er både corona, men også den generelle mangel på pædagoger, der clasher lige nu og giver den her pukkel, siger han.
Vikarbureauet har løbende tiltrukket flere pædagoger, men ikke i et omfang, der kan udligne den stigende mangel.
Vil forkorte åbningstider
Manglen på pædagoger mærker de blandt andet i Hillerød Kommune. Det fortæller Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen (S), til TV 2 Lorry:
- Vi oplever cirka en gang om ugen, at en af vores dagtilbud har meget, meget svært ved at klare det, fordi der er for mange medarbejdere, der er væk - enten fordi de selv er syge, eller fordi de skal holde sig isolerede.
Derfor har Hillerød Kommune henvendt sig til Børne- og Undervisningsministeriet for at efterspørge muligheder for at tilpasse serviceniveauet efter bemandingen - også kaldet dimensionering.
Det betyder, at man for eksempel har mulighed for at lukke institutioner i ydertimerne, hvis mange medarbejdere er syge.
- Det gør vi for at sikre, at vi har medarbejdere nok i løbet af dagen, så børnene får en god dag, siger Kirsten Jensen.
Ministeriet melder ud
Søndag meddelte Børne- og Undervisningsministeriet, at der kan være "helt ekstraordinære situationer", hvor en kommune ikke kan opfylde pasningsgarantien.
Det kan eksempelvis være, hvis der er så mange sygemeldte medarbejdere om morgenen, at det er "uforsvarligt at modtage børn som sædvanligt".
Kommunen skal dog først have "afsøgt alle muligheder for at skaffe ekstra arbejdskraft". Samtidig kan kommunerne kun begrænse åbningstiden dag til dag.
Ikke en holdbar løsning
Hos Pædagogisk Vikarbureau er de dog ikke entydigt begejstrede for kommunernes mulighed for at begrænse daginstitutionernes åbningstider.
- Det pædagogiske område er ikke et 'nice to have', men et 'need to have'-område, siger Morten Berg og fortsætter:
- Begrænser man åbningstiderne, påvirker man alle mulige andre virksomheder, fordi det påvirker, hvad forældrene gør. Derfor er der nogle enorme problemstillinger i det.
Tal fra Statens Serum Institut viser, at positivprocenten i perioden 20. til 26. december var 5,87 blandt personalet i landets børnehaver. I vuggestuerne var positivprocenten 7,47 og i aldersintegrerede institutioner var den 6,87.
Tallene siger ikke noget om, hvorvidt medarbejderne er smittet i arbejds- eller fritiden.
På samme tid var positivprocenten eksempelvis 2,32 blandt personalet i sundhedsvæsenet og 5,89 i hele befolkningen.
_