15-årig blev banket med bat og fik hjerneblødning - nu er 28-årig anholdt
En 28-årige mand er anholdt for et groft overfald mod en 15-årig med et bat, der efterlod drengen med hjerneblødning.
Opdatering den 17. juni 2021
Nordsjællands Politi oplyser torsdag morgen, at den efterlyste mand er blevet anholdt.
Nordsjællands Politi har torsdag morgen klokken 04.34 anholdt en 28-årig mand, som politiet efterlyste tidligere på ugen.
Det skriver politikredsen på Facebook.
- Den 28-årige mand, som vi i tirsdags efterlyste i forbindelse med et groft overfald i Lyngby i april måned, er nu anholdt efter et tip fra en borger, lyder det.
Politiet oplyser til TV 2 Lorry, at manden vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere torsdag, men at man ikke har yderligere kommentar.
Den 28-årige mand er mistænkt for et brutalt overfald, hvor han sammen med to andre personer skal have udøvet grov vold mod en 15-årig dreng.
Opfattes som forsøg på manddrab
Overfaldet fandt sted den 26. april i år i en lejlighed på Lyngbygårdsvej i Lyngby.
Her blev den 15-årige slået flere gange i hovedet med et bat, hvor han pådrog sig en blødning i hjernen som følge af skaderne.
Sagen har så grov karakter, at politiet opfatter den som forsøg på manddrab.
Det voldsomme angreb på den 15-årige blev anmeldt af endnu en beboer på samme adresse.
Allerede natten efter anholdt politiet en 18-årig mand og sigtede ham som en af gerningsmændene. Endnu en gerningsmand er siden anholdt, og Nordsjællands Politi udsendte tirsdag en efterlysning af en tredje person.
Nordsjællands Politi oplyste i forbindelse med overfaldet tilbage i april, at de ikke anså det for at være banderelateret, og at de ikke kendte motivet.
Tirsdag lød meldingen, at motivet fortsat er "uklart".