Christian bliver kaldt fremtidens klimahelt - kan tage særlige metoder fra fortiden med sig
Håndværkere kan blive fremtidens klimahelte. Der skal nemlig tænkes bæredygtigt, når der skal bygges huse, så de for eksempel kan modstå oversvømmelser. Og faktisk er der en hel del at lære fra fortiden.
Nogle af dem, der gør klar til at løfte opgaven med konsekvenserne af klimaforandringer, er fremtidens håndværkere.
Tirsdag var 200 unge håndværksstuderende kaldt til store inspirationsdag på Brede Værk i Lyngby for at blive klogere på, hvordan man kan bygge nyt på en måde, der tager højde for blandt andet oversvømmelser.
Her skulle de unge gennem en række workshops udforske klimarigtige løsninger gennem gamle håndværksmetoder.
De unge lærlinge fik mulighed for at arbejde med bæredygtige materialer og teknikker - blandt andet tætning af skibssider med hørfiber og tjære.
Og det inspirerede blandt andet Christian Pihl Flintholm, der lige er begyndt på tømreruddannelsen ved Roskilde Tekniske Skole.
- Jeg synes, det er sjovt, fordi man får et indblik i, hvad andre har lavet før i tiden. Jeg tror, vi skal til at tænke genanvendelige materialer, siger Christian Pihl Flintholm til TV 2 Kosmopol.
Vække nysgerrighed
Projektet - kaldet Vand fra alle Tider - har til formål at forberede de unge på fremtidens krav i byggebranchen, hvor stigende vandstande og ekstreme vejrfænomener bliver en realitet, forklarer Morten Nielsen, forskningsprofessor og leder af Nationalmuseets Forskningscenter for Sociale Bymodeller.
- Projektet forsøger at vække deres nysgerrighed og vise dem, at der findes nogle helt fantastisk håndværk, som måske virker lidt støvet, hvis man kommer udefra, men som vi kan vise dem, overhovedet ikke er støvet, siger Morten Nielsen.
Unge er fremtidens klimahelte
Arrangementet var ikke kun en læringsoplevelse for de unge, men også øjenåbner for fremtidens bæredygtige løsninger.
Gennem workshops og samarbejde med eksperter fik de indblik i, hvordan fortidens metoder kan anvendes i nutidens byggeri.
- Når vi siger, at fremtidens klimahelte er håndværkere, så er det, fordi klima er noget, der optager de unge rigtigt meget. Og ved at vælge en håndværksuddannelse, hvor man kan gøre noget for klimaet, så forestiller vi os, at der er flere unge, som vil overveje at tage en håndværksuddannelse, siger Mikkel Heller Jensen, der er antropolog ved Nationalmuseets Forskningscenter for Sociale Bymodeller.