DTU-forskers bæredygtige idé : Kan revolutionere tøjindustrien
Forsker fra DTU Biosustain i Lyngby har i samarbejde med forskere på University of California Berkeley i USA fundet frem til en ny og mere miljøvenlig måde at farve jeans på.
x
Jeans, cowboybukser eller denim.
De blå, ikoniske bukser har mange navne og er et populært stykke tøj hos mange, men vores jeans er et af de stykker tøj, som forurener allermest.
Men nu har forskeren Ditte Welner fra DTU Biosustain i Lyngby i samarbejde med en række forskere på University of California Berkeley i USA fundet frem til den ny og grønnere metode.
- Vi har fået den her idé til, hvordan man kan bruge bakterier til at fremstille indigofarve, som vi bruger til at farve cowboybukser med, på en biologisk, bæredygtig måde, siger Ditte Welner som er forsker og gruppeleder på DTU Biosustain i Lyngby.
Foto: TV 2 Kosmopol
Indigo kommer fra indigoplanten, som naturligt fremstiller det blå farvestof. I dag fremstilles den blå jeansfarve på en måde, som er skadelig for miljøet, fordi det involverer kemikalier, tungmetaller, syreaffald og har et stort vandforbrug.
Hvad er indigo?
For mere end 7.800 år siden fandt et folkefærd i Peru ud af, at de kunne farve bomuld blåt med pigment fra bladene fra indigoplanten.
For cirka 6.000 år siden begyndte man i Indien at udtrække det mørkeblå farvestof. Efter kort tid var det dyrebare farvestof efterspurgt i hele verden - faktisk så meget, at det i 1800-tallet var umuligt at dyrke indigoplanter nok.
Fysiker, matematiker og amatørkemiker Johann Friedrich Wilhelm Adolf von Baeyer fandt i 1870’erne ud af, hvordan indigo kunne fremstilles ved kemisk syntese. Han modtog i 1905 Nobelprisen i kemi for at have forbedret den organiske kemi og kemiske industri gennem sit arbejde med farver og hydroaromatiske stoffer.
Kilde: DTU
Ditte Welner og forskerholdet har fundet ud af, hvordan de i laboratoriet kan efterligne naturens egen måde at fremstille indigo.
- Vi giver dem et kemikalie, som er et forstadie, til et forstadie, til et forstadie til indigo, og så ved hjælp af cellernes eget maskineri, omdanner de det til indigo, som er blåt, siger forsker Ditte Welner til TV 2 Lorry.
Hvornår den bæredygtige indfarvningsmetode kan tages i brug er endnu uvist, men ifølge Ditte Welner, så er fremtidsudsigterne gode.
- Den har et stort potentiale. Det handler om, at vi skal få det gjort nok til at det er billigt nok og realistisk nok til at alle de store jeansproducenter vil implementere den, siger hun.