Præster: "Hvorfor skal vi gøre forskel på homo- og heteroseksuelle under vielsen?"

I denne måned er det ti år siden, at par af samme køn kunne blive gift i folkekirken. I anledning af tiårs bryllupsdagen er vi en gruppe af præster, som opfordrer til, at der bliver lavet ét vielsesritual for alle par i folkekirken. 

For som det er i dag, så er der ét vielsesritual for par af modsat køn og et andet for par af samme køn.

Og det er et problem. 

Alle gudstjenester og andre kirkelige handlinger i folkekirken – for eksempel søndagsgudstjenester, bryllupper og begravelser – er fastlagt efter en række handlinger, der finder sted undervejs. 

Det kan være den bibelske tekst, som præsten læser eller den bøn, som præsten beder. I folkekirken skelner man mellem et autoriseret ritual og et vejledende ritual.

Et autoriseret ritual skal følges til punkt og prikke. Det vil sige, at rækkefølgen ikke kan laves om. Ligesom en bibelsk tekst skal læses, hvis ritualet siger det.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Et vejledende ritual derimod betyder, at der er valgfrihed for præsten til at vælge en bibelsk tekst at prædike eller at holde tale over. 

Når det drejer sig om bryllupper, så er situationen – og ritualet, altså, det autoriserede ritual – en anden som det er i dag.

Når et par af modsat køn skal giftes, så er det slået fast med syvtommersøm, hvad jeg skal læse fra Bibelen for dem til brylluppet. Og som jeg så skal bygge min tale over. 

Det ligger helt fast. 

Når et par af samme køn skal giftes, da må jeg vælge – gerne i samråd med parret – hvilket tekststed i Bibelen, jeg vil, til at holde tale til dem over. 

For her skal jeg bruge det vejledende ritual. 

Derudover er det autoriseret, hvordan jeg skal spørge parret, når de skal sige ja til hinanden i kirken. Og det skal jeg som præst følge fuldt ud.

Det kan løses forholdsvist enkelt

Nu spørger du sikkert: hvorfor er det så vigtigt? Er der ikke større problemer i verden? Og hører folk overhovedet efter, hvis du skal være helt ærlig?

Jo, der er masser af problemer i verden. Desværre. 

Det her er ét af dem. 

Men det kan løses forholdsvist enkelt. Alle får noget ud af det. Og der er kun vindere og ingen tabere. Og det uanset, om man er et par, der skal giftes i folkekirken, eller man er præst samme sted.

Og jo, folk lytter efter. Meget endda.

For dem, der skal giftes i folkekirken, er det nok én af de vigtigste dage – hvis ikke den vigtigste – i deres liv. 

En dag, som de aldrig glemmer. Så derfor synes mine præstekollegaer og jeg, at det er vigtigt, at folkekirken får ét ritual for alle par. 

Både af modsat og af samme køn. Hvor præsten i samråd med parret kan vælge lige netop dén eller de tekster fra Bibelen, der skal læses op og holdes tale over på deres helt særlige dag. 

Præcis som vi mener, at vi bør kunne vie parret på en måde, som er i øjenhøjde med dem.

Jeg vil konkretisere problemstillingen – som den er nu – på denne måde:

Maria og Rasmus skal endelig giftes. Deres bryllup har været udskudt et par gange over et par år på grund af corona. Men nu skal det langt om længe være.

Det glade par mødes med præsten for at tale nærmere om den store dag. Under samtalen fortæller præsten om de bibelske tekster, der vil blive læst til vielsen. Maria og Rasmus spørger, om det ikke kan være nogle andre. Maria og Rasmus har hjemmefra talt om, at de gerne vil have læst noget fra de tekster, som de begge i sin tid blev konfirmeret på. 

Ligesom for at trække en rød tråd fra dengang op til i dag. 

Men præsten siger, at det ikke kan være anderledes. Det er de tekster, som skal bruges. 

Sådan er reglerne.

De taler videre om det, da de kommer hjem. 

Ægtefælle, ægtemand, ægtehustru?

Især den ene bibelske tekst undrer dem, der lyder: ””Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød”

Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.”

Maria og Rasmus har trods alt boet sammen i seks år. 

Det er lidt svært at se, hvordan det skal være meningsgivende på deres bryllupsdag. 

Rasmus er vokset op hos sin mor og har aldrig kendt sin far. Så han kan ikke relatere sig til teksten. Desuden kan de ikke lade være med at tale om, at Marias forældre i sin tid blev gift i samme kirke og efterfølgende skilt for år tilbage. 

Og præsten vil så til brylluppet – efter faren har fulgt Maria op ad kirkegulvet – læse ordene, som fortæller, at skilsmisse åbenbart er forkert. 

Samtidig har de håbet, at de kunne få lidt mere indflydelse på deres eget bryllup end bare at vælge salmerne. Det er trods alt deres dag.

Samtidig taler de om noget andet, der dukkede op, mens de var hos præsten. For nogle år siden blev Marias bedste ven, Mathias, gift med Martin. 

Til vielsen i kirken undrede Maria sig over, at præsten sagde ægtefælle, da Mathias og Martin sagde ja til hinanden. 

Præsten havde ved Maria og Rasmus’ samtale sagt, at de vil blive kaldt henholdsvis ægtemand, ægtehustru og ægtefolk, når de om få uger skal giftes. Ligesom deres samliv vil blive kaldt ægteskab. Men Mathias og Martin er kun ægtefæller.

Maria havde aldrig tænkt nærmere over det før. Men hun benyttede lejligheden til at spørge præsten. Til det var svaret, at der var ét ritual for par af modsat køn og et andet for par af samme køn. 

Det dækker for eksempel både over de bibelske læsninger og den måde, som præsten spørger parret på, når de skal sige ja til hinanden. 

Præsten fortæller samtidig, at det er et folkekirkeligt kompromis fra dengang, hvor ritualet blev vedtaget for ti år tilbage. Mellem dem, der var for og dem, som var imod vielse af par af samme køn.

Maria og Rasmus har svært ved at se logikken i det. 

Kærlighed er vel kærlighed og et ægteskab er vel et ægteskab. 

Og det må vel være op til parret, der skal giftes, hvad de gerne vil kaldes. Hvis Mathias og Martin opfatter sig som hinandens ægtemænd og ægtefolk samt deres liv sammen som et ægteskab, hvorfor skal et ritual så diktere noget andet. 

Det kunne jo også være, at Maria og Rasmus synes, at ægtemand- og hustru lyder lidt gammeldags, og de hellere vil kaldes noget mere nutidigt eller bare ægtefæller for den sags skyld.

Historien om Maria og Rasmus opsummerer på mange måder de problemstillinger, der er i dag. 

Ritualet for par af modsat køn indeholder for eksempel en bibelsk læsning, der sjældent giver mening, som livet er for de fleste i dag.

De fleste par er for længst flyttet hjemmefra og bor sammen, inden de bliver gift. Teksten siger, at skilsmisse er utænkeligt i Guds øjne. 

Alligevel bliver lige omkring halvdelen af alle par skilt og mange siden gift på ny. 

Folkekirken skal være en rummelig kirke

Og vielse af fraskilte står de fleste præster i folkekirken gladeligt for. 

For slet ikke at tale om de mange par, der bliver gift i en moden alder. Derfor giver ikke mening, at det nuværende ritual for modsat køn er fastlåst i sin grundform. 

Ligesom det heller ikke giver mening, at der er to ritualer. Ét, hvor parret er fanget i et ritual, der er ude af trit med den verden, de fleste genkender sig selv i. Og så et andet ritual, hvor par af samme køn nok har en større grad af medindflydelse, men hvor ritualet har en undertone af, at deres ægteskab ikke er helt på linje med et par af modsat køn.

Ét vejledende vielsesritual for alle vil gøre, at præsten – i samråd med parret – kan vælge bibelske tekster, som de kan spejle sig selv og deres liv i. Det samme gælder de bønner, der vil blive bedt i kirken. For i dag ligger de også fast for par af modsat køn. 

Samtidig ønsker vi, at det er valgfrit, om parret vil kaldes ægtemand/ægtehustru/ægtefolk/ægtefælle, når de skal sige ja til hinanden i kirken. Ligesom samlivet mellem to af modsat og af samme køn bør kaldes et ægteskab hele vejen igennem et nye vejledende vielsesritual. 

For kærligheden er lige så rig, lige så dyb og lige så ægte – uanset køn.

Mine præstekollegaer og jeg mener, at valgfrihed er rummelighed. For et vejledende vielsesritual vil kunne rumme alle par i alle livssituationer- og aldre. Akkurat som et vejledende ritual også rummer, at man kan blive gift efter det nuværende ritual for par af modsat køn.

Folkekirken skal være en rummelig kirke. Det ligger i navnet folk. Den skal spænde vidt. For ellers bliver kirken irrelevant og uvedkommende.