Smart Lyngby-opfindelse: Droner skal finde miner fra 2. verdenskrig
På DTU i Lyngby har man udviklet en drone til magnetisk kortlægning af miner i gamle krigszoner. På den måde bliver arbejdet både billigere, hurtigere og mindre farlig at udføre.
Alene i Danmark anslås det, at flere end 40.000 ikke-eksploderede miner fra 2. verdenskrig ligger gemt i havet og på land.
Det er ressourcekrævende at fjerne disse miner, før der eksempelvis skal etableres strømkabler til nye havvindmølleparker.
Miner er ofte fremstillet af stål, der er magnetisk. Afsøgning efter miner foregår derfor ofte med ”magnetometre”, det vil sige instrumenter, der kan måle bittesmå afvigelser i magnetismen i undergrunden.
- Vores drone og dens unikke magnetometeropsætning vil gøre minerydningen mere præcis end den nuværende afsøgning, som foregår ved hjælp af terrængående køretøjer på land, mens der anvendes specialdykkere i nær-kystområdet. Vores magnetometerdrone vil kunne afdække både land og nær-kystområdet og dermed også minimere risikoen for de involverede personer, fortæller seniorforsker Arne Døssing, DTU Space, der er leder af projektet med at udvikle den nye teknologi i en pressemeddelelse.
Stort ønske om mere effektiv minerydning
Udviklingen og afprøvningen af magnetometerdronen sker af forskere fra DTUSpace i samarbejde med den danske dronevirksomhed Sky-Watch A/S samt en række parter, der alle er interesserede i at anvende den nye teknologi.
Det er DONG Energy, som etablerer mange nye havvindmølleparker, Geo, der gennemfører geotekniske undersøgelser i forbindelse med bl.a. havvindmølleparker samt Søværnets Minørtjeneste, der ofte står for det farefulde hverv med at fjerne eller uskadeliggøre minerne.
Foto: Innovationsfonden
- Sky-Watch har netop færdigudviklet en unik drone, Smart UAV’en, som kan lette og lande lodret, men ellers flyver som et normalt fly. Det bliver den første drone i verden, der skal flyve med en såkaldt ”magnetometer-bird”. Dette er en i projektet specialudviklet ramme, der skal hænge 5-10 meter under dronen. Herpå skal ultrafølsomme magnetometre fastgøres. Som noget nyt vil den præcise positionering af ”birden” ske via ”remote sensing”-udstyr, som bliver placeret i selve dronen og ikke i birden, som normalt. Den magnetiske afsøgning efter gamle miner er nemlig afhængig af at foregå i kort afstand fra overfladen, med data om præcis position og med så få magnetiske forstyrrelser fra andre instrumenter og den flyvende drone som muligt, forklarer Arne Døssing.
Magnetometerdronen vil også blive testet i Grønlands fjelde i forbindelse med afsøgning af mineralforekomster samt fra skib til diverse maritime undersøgelser. I begge tilfælde vil der især gøres brug at dronens evne til at lande og lette lodret.
Danmark kan sikre sig førende position på magnetisk kortlægning
Den nye teknik, der i de kommende fire år skal udvikles og testes bl.a. ved Vadehavet samt i nær-kystområdet ud for Østengland, vil kunne erstatte eksisterende dyre og ineffektive teknologier og potentielt gøre Danmark til verdensførende inden for magnetisk kortlægning af undergrunden.
- Det globale marked for fleksibel, effektiv og præcis kortlægning af bl.a. miner, militært affald og mineraler er stort, så danske virksomheder får med projektet mulighed for en unik fremtidig position, siger Arne Døssing, der regner med, at den nye magnetometerdrone typisk kan reducere udgifterne og tidsforbruget til magnetisk kortlægning med mere end 50 pct.
Et andet anvendelsesområde vil selvfølgelig være at samarbejde med geofysikere, for eksempel i svært tilgængelige områder i Arktis, eller med arkæologer i Danmark og simpelthen overflyve områder med vores udstyr for at bidrage til spændende geologisk forskning eller gøre arkæologiske fund, tilføjer Arne Døssing.