Studerende på DTU kan snart få lift af selvkørende bus
Det første forsøg med selvkørende busser i trafikken skal finde sted på DTU's område i Nordsjælland.
Danmarks første selvkørende bus, der blander sig med almindelig trafik, kan få sin debut på et universitet nord for København.
Det fremgår af den ansøgning, som selskabet Autonomous Mobility har sendt til Vejdirektoratet.
Som den første og indtil videre eneste ansøger har den danske importør og operatør af selvkørende køretøjer indledt en proces, som kan føre til den første myndighedsgodkendelse af et forsøg.
De små, hvide busser testkøres allerede på universitetet DTU's område i Lyngby, nord for København, og det er også her, Autonomous Mobility vil have lov til at lade dem køre under mindre restriktive rammer.
Planen er, at studerende, ansatte og gæster på DTU skal kunne parkere deres biler i god afstand fra hovedbygningen og i stedet tage et lift med bussen resten af vejen.
Rundstrækningen, som bussen skal køre på, bliver knap én kilometer i alt.
Godkendelse inden årets udgang
PÅ DTU er der i forvejen stor viden om autonome systemer, og derfor er universitetet et naturligt hjemsted for busserne, mener universitetsdirektør Claus Nielsen.
- Faciliteterne er her, vi har veje, der kan spærres af, og vi har mulighed for at monitorere alle bevægelser på området. Så i den forstand er det et godt sted at prøve busserne af på, siger han.
Han oplyser, at projektet har fået en større EU-bevilling, og derfor vil der indgå et forskningselement i projektet.
Og måske kan man allerede senere i år stige på en af de to busser, som i forsøgsperioden vil køre cirka 15-18 kilometer i timen på vejen Knud Winterfeldts Allé.
Det kræver en særlig tilladelse at indsætte selvkørende køretøjer i dansk trafik.
Men selv om ansøgningsprocessen har stået længe, og den formelle ansøgning er sendt til Vejdirektoratet allerede i november forrige år, trækker det stadig ud med godkendelsen.
Planen er dog fortsat at få en godkendelse på plads inden årets udgang.
Et næsten identisk forsøg er netop trådt i kraft i Sverige, hvor Autonomous Mobility har indsat de selv samme Navya-busser til at fragte passagerer på et campusområde ved Chalmers Teknologiske Universitet i Göteborg.