Efter Cityringens åbning: "Det kører på skinner"
Ifølge Metro Service er det første døgn med den nye Cityringen gået over forventning.
Hjulene på metroen kører rundt, rundt, rundt gennem hele byen.
Cityringen, Københavns nye metrolinje, har fået god start på tilværelsen som hovedstadens dyreste og mest omfattende transportprojekt.
Det melder Metro Service, der står for driften. Der kan berette om et åbningsdøgn, som er forløbet uden de store problemer.
- Vi har overordnet haft en rigtig god start, siger Thor Wilkens, kommunikationskoordinator for Metro Service.
- Jovist har der været et par småproblemer, for eksempel en dør på Enghave Plads, der ikke ville åbne, men som vi heldigvis fik gjort noget ved inden for 10 minutter, og en elevator ude af drift i kort tid, siger han.
Problemet med døren betød, at alle tog holdt stille i kort tid.
Søndag kunne borgere i tusindevis stifte første bekendtskab med Cityringen, da der på åbningsdagen var gratis tur til alle interesserede.
Det betød horder af passagerer. Og det skabte nogle udfordringer for driften.
- Så havde vi så mange mennesker i går, der gerne ville besøge stationerne, så vi var nødt til at lave slusesystemer ved visse stationer, for alle kunne ikke komme ind på en gang. Og det var selvfølgelig en udfordring, men det fik ikke betydning for driften, siger Thor Wilkens.
Der er ikke tal på, hvor mange mennesker der var en tur med undergrundstoget søndag. Men der var mange med.
Mandag morgen er det blevet hverdag for Københavns nye metrolinje, hvor der er god plads til passagererne.
- Her til morgen forløber det hele stille og fredeligt. Folk skal selvfølgelig lige vænne sig til, at vi har en ny metro og tage den i den rette retning, men rent driftsmæssigt er det gået rimelig problemfrit, siger Thor Wilkens, inden han langt om længe leverer det citat, som TV 2 Lorrys journalist med tre forskellige spørgsmål har fisket efter:
- Ja, det kører på skinner.