22-årige William er verdensmester i ''forsker-tetris''
For William startede interessen for programmering og algoritmer i folkeskolen. Siden er det taget til, og nu er han blandt verdens bedste til at programmere.
Efter måneders computerdyst og hjernevridninger kunne 22-årige William Bille Meyling fra Brønshøj tidligere i år lade sig krone til konge af programmering.
Han har nemlig vundet det uofficielle VM i geometriske algoritmer.
- Det var helt vildt, da jeg fandt ud af, at jeg havde vundet. Konkurrencen varer tre måneder, så det var en lang proces, siger han til TV 2 Kosmopol.
Det var først, da der var en måned tilbage af konkurrencen, at William Bille Meyling for alvor gjorde sig umage.
- Jeg kunne se, at det gik ret godt undervejs, så den sidste måned, tænkte jeg, at jeg ville give det et seriøst forsøg. Jeg lavede ikke andet i en hel måned, forklarer han.
Intens afslutning
Særligt de sidste dage i konkurrencen glemmer den unge programmør ikke lige foreløbig.
- Der var 30 timer tilbage af konkurrencen, hvor jeg arbejdede intenst på algoritmen. Da der var 12 timer til deadline, så tænkte jeg, at jeg lige ville lave de sidste opdateringer på algoritmen, fortæller han og fortsætter:
- Så ser jeg pludselig, at jeg var kommet på førstepladsen. Så fortsatte jeg selvfølgelig for at holde føringen. Det betød, at jeg til sidst havde været vågen i over 30 timer i streg.
Efter flere måneders hårdt arbejde og flere søvnløse nætter endte William Bille Meyling fra Brønshøj på førstepladsen, og dermed blev han den uofficielle verdensmester i geometriske algoritmer.
Og hvad er så lige geometriske algoritmer?
I følge William, så kan det beskrives som en slags meget kompliceret spil tetris, hvor forskellige geometriske figurer daler ned og spilleren skal få dem til at passe sammen på bedst mulig vis.
I konkurrencen, som William vandt, gælder det dog om at få alverdens forskellige figurer til at passe på alverdens forskellige måder i en større figur via en geometrisk algoritme.
- Ja, det er nok ikke ligefrem en tilskuersport. Overhovedet, siger William Bille Meyling med et grin.
Man bruger blandt andet geometriske algoritmer til at lære robotter at navigere i trafikken eller på eksempelvis fabrikker.
En af de yngste
I konkurrencen, som hedder Computational Geometry Challenge, dystede han mod 17 andre hold fra hele verden bestående af verdens bedste til at lave geometri-algoritmer.
Og det er altså kloge hoveder i alle aldre, fortæller han.
- Konkurrenterne er jo professorer og andre forskerhold, så jeg har nok været den yngste deltager i konkurrencen, siger han.
Interessen for programmering og algoritmer startede da også i en ung alder for den nu uofficielle verdensmester.
Det startede nemlig hjemme på teenageværelset i Brønshøj for omkring otte år siden.
- Jeg kan huske, at noget af det første, som jeg sad med, var en hjemmeside, som jeg skulle lave. Jeg var nok 14 eller 15 år gammel, fortæller han og fortsætter:
- Siden da blev jeg bare grebet af det og en dag klikkede det bare for mig. Det lyder mærkeligt, og det krævede hårdt arbejde, men en dag gav det bare mening.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Blå bog: William Bille Meyling
Bachelorstuderende på Datalogisk Institut, Københavns Universitet.
22 år, opvokset i Brønshøj.
Bor på Amager.
Vinder af Computational Geometry Challenge (SoCG) 2023 med sit bachelorprojekt.
Andenplads til DM i AI 2022.
Andenplads til DM i programmering 2021.
Vinder af PRACE "best computational project" til EM i Science afholdt i 2021.
Årets Unge Forsker 2020 for sin billedalgoritme, der kunne foretage en universel autonom graf-baseret billedsegmentering med næsten lineær gennemsnitskompleksitet.
På det danske datalogi-landshold og med til OL i 2020 og i 2019.
Kilde: Københavns Universitet
Drømmer om at forske
William Bille Meyling er til dagligt studerende på Københavns Universitet. Her har han for nyligt bestået sin bachelor, hvor han netop valgte at skrive om geometriske algoritmer.
- Ja, det gik jo ret godt, erkender han.
I fremtiden håber den unge algoritmemager, at kunne forske inde for selvsamme område.
Men allerede nu går tankerne også på næste års konkurrence.
- Jeg regner da med at deltage til næste år og forsvare titlen, siger han.