Bavarian Nordics salg står i stampe under mpox-udbrud
Vaccineselskabet Bavarian Nordic har omsat for 1,36 milliarder kroner i årets tredje kvartal. Det er omtrent på niveau med tredje kvartal i 2023.
Det viser selskabets regnskab, som er blevet offentliggjort fredag morgen. Driftsresultatet lyder på 250 millioner kroner, hvilket er 34 procent mindre end samme periode året før.
Bavarian Nordic står bag en vaccine mod mpox, som er godkendt både af EU's lægemiddelagentur og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til personer fra 12 år og op.
I august erklærede WHO for anden gang inden for to år, at mpox-udbruddet udgør en global sundhedskrise. Det aktuelle udbrud begyndte i januar.
Særligt i Den Demokratiske Republik Congo har der været mange tilfælde, men sygdommen har også spredt sig til nabolandene.