De løftede debat om uretfærdigheder i parforholdet. Nu er de klar med stort show
De har flere hundrede tusinde følgere på sociale medier, og deres indflydelse som fænomen er voksende. Populær influencerduo besøger 20 byer landet over med show, der tager livtag om parforholdet.
Rettelse
I artiklen her var der tidligere uimodsagt kritik af influencere generelt, fremsat af en forsker. Denne er nu fjernet, da kritikken ikke havde relation til influencerduoen specifikt eller det kommende show.
Parforholdets beskidte vasketøj.
Illusionen om det perfekte parforhold.
Familielivet med børn, som oftest bliver præsenteret på Instagram i glansbilledform.
Influencerduoen Christina Sander og Nina Claire Crossland lover at tage livtag med det hele, når de besøger 20 byer landet over med showet 'Vent med at blive skilt til i morgen'.
Premieren bliver i Glassalen i Tivoli den 31. august.
- Der er mange forskellige emner, vi skal igennem i sådan et show. Nogle af dem kommer fra vores eget liv. Nogle gange tager de udgangspunkt i meget konkrete ting, vi har oplevet. Parforholdet efter børn. Sexliv. Moderskabet. Arbejdslivet, lyder det samstemmende fra de to kvinder.
Elskede og udskældte
Christina Sander og Nina Claire Crossland er momfluencers og to af tidens helt store, indflydelsesrige stemmer på sociale medier.
Deres Instagram-profiler med opslag om livet som mor, kæreste og kvinde i 30´erne har til sammen flere hundrede tusinde følgere.
De er elskede, men også udskældte.
Som da Christina Sander i foråret begyndte at tale om begrebet mental load - den enorme mængde af usynlige arbejdsopgaver i hjemmet, i familien og i parforholdet, som nogle kvinder føler dræner og stresser.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Kosmopol
- Svigermor har fødselsdag. Hvem skal købe gaven? Og hvad skal det være? Hvad er budgettet? Ja, så det er ikke den fysiske del af opgaven, hvor man går ned og køber svigermors gave. Det er jo at finde ud af, skal der købes en gave? Holder hun overhovedet fødselsdag? Altså alle de der små ting, man ikke ved, eller man ikke tænker over, der er i opgaven, før opgaven skal udføres, forklarer Nina Claire, da hun bliver bedt om at give et bud på begrebet mental load.
Tilbage i april førte diskussionen til enorm debat i aviser, radio og tv, som TV 2 blandt andet dækkede.
Og endnu engang enorm opbakning fra de langt mere end hundrede tusinde følgere på influencerens Instagramprofil.
- Jeg synes, at der pålægger alle, som har et stort talerør, et stort ansvar for at bruge det. Ikke nødvendigvis politisk eller til noget som helst ligestillingsmæssigt, men at bruge det bevidst i hvert fald, siger Christina Sander.
Hun understreger, at det samme gør sig gældende, hvad enten de laver kampagner for mascara eller taler om store politiske emner i samfundet, eksempelvis ligestilling og ligeværd.
- Vi forvalter kun det, som vi føler, vi har grundlag for at sige, siger Christina.
Politikere bruger også momfluencers
Momfluencers er en fortsat hastigt voksende industri, siger Henrik Akselbo, direktør i Nordens største bureau for influencermarketing, Represented by Bloggers Delight.
Samtidig er de et guldæg for virksomheders indtjening, ligesom deres indflydelse også breder sig blandt politikere.
Han nævner, at momfluencers både har været inviteret på Christiansborg og til Europa-Parlamentet af Ursula von der Leyen.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Kosmopol
- Politikere har også behov for at tale til potentielle vælgere. Og vil jo også gerne i tv og få taletid og komme ud med deres budskaber. På den måde vil de jo også gerne tale med influencere, og måske igennem influencere også komme ud med deres budskaber, siger Henrik Akselbo.
- Der er jo også momfluencers, som har sat gang i borgerforslag og underskriftsindsamlinger og så videre. Så som influencer kan man jo bruge sin stemme, og den her indflydelse på mange måder, siger Henrik Akselbo.