Dronning Margrethe er nu den længst siddende monark i dansk historie
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Christian IV var knap 11 år, da hans far gik bort, og han skulle overtage tronen i 1588.
Da han ikke var myndig, blev der indsat en formynderregering, som varetog landets ledelse indtil august 1596, hvor han blev indsat som konge.
Han forblev konge frem til sin død i 1648. Det svarer til 51 år og seks måneder.
Dronning Margrethe overtog tronen efter sin far, Frederik IX, 14. januar 1972.
Dermed har hun fra midten af denne måned siddet på tronen længere, end Christian IV gjorde.
Da den britiske dronning Elizabeth døde i september 2022, overtog dronning Margrethe også titlen som den længst siddende nulevende regent i verden, skrev Politiken.
I april blev dronningen 83 år gammel. Og ad flere omgange har hun udtalt, at hun agter at blive siddende på tronen frem til sin død.
Det danske monarki har eksisteret i over 1000 år og er blandt de ældste kongehuse i verden.