Dyreværnsgruppe kræver forbud mod hestevogne i Dyrehaven
Foreningen Dyrenes Alliance vil forbyde hestevognskørsel og erstatte den historiske transportform med et elektrisk alternativ.
Duften af hest, lyden af hove og vrinsk i Dyrehaven kan snart være fortid.
I hvert fald hvis det står til nonprofitorganisationen Dyrenes Alliance, der ifølge eget udsagn kæmper for en retfærdig verden for dyr.
Organisationen opfordrer til et nationalt forbud mod kørsel med hestevogne, som i stedet skal erstattes med elektriske kareter - uden heste foran vognen for at "skåne hestene".
Danmark skal følge trop
Lars Corvinius Olesen, der er presseansvarlig i Dyrenes Alliance, siger til TV 2 Kosmopol, at forslaget skal stoppe hestevognskørsel i Danmark.
- Det gør de i andre lande, så det skal vi også stoppe med i Danmark.
Hestevognskørsel er blandt andet forbudt i storbyerne Barcelona, Rom og Bruxelles.
"De ved ikke, hvad de taler om"
Men hvis man spørger Ole Sørensen, som har været kusk i Dyrehaven i 20 år og privat ejer 15 heste, så giver forslaget ingen mening.
- Vi kuske sætter en ære i, at hestene, som er gående i dyrehaven, er fodret og behandlet godt, siger Ole Sørensen til TV 2 Kosmopol og forsætter.
- Dem, der ikke har heste, forstår ikke, hvad de taler om..
Han siger til TV 2 Kosmopol, at han kun kører med heste, som er sunde og raske. Andet kan ikke lade sig gøre.
Romantiseret fortælling
Lars Corvinius Olesen forstår godt, at folk gerne vil lade sig transportere rundt i Dyrehaven eller andre steder bag en hestevogn, men han mener, at det kan gøres på alternative måder - for eksempel ved at man indsætter elektriske vogne.
Han siger til TV 2 Kosmopol, at forholdet til at få dyr til at gøre ting er romantiseret.
Derfor skal vi sætte spørgsmålstegn ved vores forhold til dyr, og vi skal spørge os selv, hvad bruger vi dyr til, mener han.
Mener I, at alle dyr skal være frie - også hunde, katte og andre kæledyr?
- Ja, alle dyr skal være frie inklusive kæledyr. Vi betragter også mennesker som dyr, og vi skal også være frie.
- Ingen dyr er avlet til fangenskab, siger Lars Corvinius Olesen og fortsætter:
- Der var også engang, hvor man brugte en levende kat, når man slog katten af tønden.
Men det er vel ikke det samme, som en hest er spændt foran en vogn?
- Nej, nej, men det, jeg prøver at sige, er, at det også var normalt på et tidspunkt.
Mener I at have heste i hestevogne er dyreplageri?
- Vi mener, at det er respektløst at behandle dyr som maskiner, og at det er en gammeldags måde at tænke på, siger Lars Corvinius Olesen.
Lysten driver værket
Når Ole Sørensen tænker på en fremtid uden at køre hestevogn, så gør det ham ked af det.
Det har nemlig aldrig været økonomien, som fik ham til at køre hestevogn.
- Man bliver ikke millionær af det. Jeg gør det, fordi det er i min interesse, og jeg synes, at det er sjovt, siger Ole Sørensen.
I de fleste af Ole Sørensens weekender kører han hestevogn, og hans kunder er primært brudepar, pensionister og turister, som ønsker en særlig og rolig tur med hestevogn.
Han har kørt med hest i 30 år, og derfor vil det være katastrofalt for ham, hvis det blev forbudt at køre med hestevogn.
Ole Sørensen siger til TV 2 Kosmopol, at han ikke har tænkt sig at køre med en elektrisk hestevogn. Skulle det en dag blive den eneste mulighed, trækker han stikket.