Fem du skal prøve: Prøv spiritus fra disse lokale destillerier
I sommerserien "5 du skal prøve" vil fem lokale eksperter guide dig til de bedste og mest unikke smage og oplevelser her i Hovedstadsområdet. Og i denne guide bliver du introduceret til fem lokale spiritusser, du skal prøve i de lange sommeraftener.
Artiklen er oprindeligt udgivet i juli 2022, men vi synes stadig, at den er læsværdig, derfor har vi genudgivet den. God fornøjelse.
Man skal huske at hydrere i varmen. Men om sommeren kan der også være en lidt anderledes - og måske lidt mere useriøs - tørst, der kan melde sig.
Derfor har vi allieret os med en af Danmarks allerdygtigste cocktail-troldmænd for at finde landsdelens bedste gin, whiskey og andre spiritusser, der kan lindre lækkertørsten i sommervarmen.
Kasper Riewe-Høgh har været i barbranchen i 21 år og har vundet utallige danske og internationale konkurrencer. Han har haft titlen som Danmarks Bedste Bartender, og hans bar, Duck and Cover, er flere gange kåret som Danmarks bedste cocktailbar.
Han ved altså, hvad han snakker om, når det gælder alkohol. Her har han fået til opgave at finde de fem allerbedste destillerier og spiritusproducenter i vores landsdel.
Vintre Møller destilleri
Vintre Møller Destilleri sælger blandt andet ginen Geranium, der i 2020 vandt prisen som verdens bedste gin. Det kan du med fordel lige flette ind, når du bruger den i gin & tonic til gæsterne.
Og det er ikke kun smagen, som Kasper er imponeret over. Hos Vintre Møller er det lykkes dem at lave produkter, der både smager vildt godt og er så bæredygtige som overhovedet muligt. På den gamle gård i Lejre er de selvforsynende med strøm fra solceller, og så bruger de vand fra deres egen lille, lokale kilde. Desværre åbner de først op for besøgende til efteråret, men så har du noget at glæde dig til.
Copenhagen Distillery
Måske forbinder du ikke lige sommer med akvavit og snaps, men det burde du måske. Det er nemlig blevet mere og mere populært at bruge akvavit i cocktails, der passer godt til sommervarmen. Copenhagen Distillery var nogle af de første til at lave gourmet-akvavit, og det kan ifølge Kasper Riewe-Høgh godt mærkes.
De laver både nogle lidt mere klassiske smage, som dild og anis, men de kan også finde på lidt mere gakkede tiltag. For eksempel fremhæver vores cocktail-ekspert deres indonesiske langpebersnaps.
I deres destilleri ved Kløvermarken på Amager har de også indrettet en bar, hvor man kan komme forbi og smage på varerne. De holder også koncerter og andre events hen over sommeren.
Empirical
Empirical er et af de mere moderne og eksperimenterede destillerier. De kalder sig selv et 'flavor company', og her kan du altså ikke få en klassisk gin, rom eller whiskey. De bruger simpelthen ikke de kategorier, men opbygger hver enkelt spiritus fra bunden.
Kasper Riewe-Høgh fremhæver for eksempel deres Ayuuk, der er fremstillet på en tørrøget chili, der bliver dyrket 2.700 meter over havets overfladet af Mixe-originalbefolkningen i det mexicanske højland. Den bruger de lige nu som ingrediens på Kaspers bar Duck and Cover i Københavns Indre By.
Nordic Ethanol
Det er to tidligere Michelin-kokke, der står bag det lille mikrodestilleri Nordic Ethanol. Her skiller de sig ud ved selv at lave alting helt fra bunden i små partier. Det er dem selv, der mæsker, gærer, tapper og til sidst sætter etiketter på deres flasker med gin og akvavit.
Det er altså virkelig gourmetvarer, der især er tænkt som sidevogn til et lækkert måltid.
Schumachers Brændevin
Schumachers siger selv, at de laver 'Danmarks vel nok bedste brændevin'. Og selvom brændevin lyder en lille smule gammeldags, er der ikke meget gammeldags over Dan Schumacher, der står bag brændevinen, der bliver produceret i Hundested.
Siden 2000 har Schumachers eksperimenteret med brændevin med overraskende smage af safran, chili og asparges. Og de her brændevine er ret populære at bruge i friske cocktails, som passer perfekt til en sommerdag.