Flere gør som Betina for at få julen til at hænge sammen økonomisk
De seneste år er antallet af ansøgninger om julehjælp hos forskellige organisationer skudt i vejret. Blå Kors melder om rekordhøj efterspørgsel.
Betina Jensen åbner låget på kassen og betragter indholdet.
Der er hæklede nisser, guirlander, kugler, nips, tingeltangel og andet julepynt, som de kommende uger skal pryde det lille hjem.
Selv er Betina Jensen vokset op med en mor, der elskede julens magi. Samme magi ønsker hun at skabe for sine børn.
Der er bare ét problem: Midlerne er knappe i familien, og julemagi til børnene er en bekostelig affære.
- De skal have ret til at føle glæden, julen og eventyret ved denne tid, siger Betina Jensen til TV 2 Kosmopol.
46-årige Betina Jensen er enlig mor til to teenagere. Hun er uddannet social- og sundhedshjælper, men har ikke haft arbejde de seneste fem år, fordi hun i stedet har draget omsorg om sit yngste barn, som har store udfordringer.
De seneste tre år har hun søgt om julehjælp hos forskellige organisationer. Alle tre år har hun fået det.
- Vi har brug for julehjælp, for vi har ikke midlerne selv. Det handler ikke om dyre gaver og lækker mad. Det handler om, at man kan give og gøre lidt ekstra i julen, siger hun.
Organisationer melder om stor stigning
Betina Jensen er langt fra alene om at håbe på at få tildelt julehjælp. Hun er blot én af mange.
Faktisk tyder det på, at flere end nogensinde i år håber på at få en håndsrækning til højtiden.
Flere af de forskellige organisationer, der uddeler julehjælp, melder således om en væsentlig stigning i antallet af ansøgere.
For nylig fortalte Blå kors, at de havde modtaget rekordmange ansøgninger om julehjælp med 21.000 af slagsen – en stigning på cirka 16 procent i forholdt til sidste år.
En lignende melding kommer fra Mødrehjælpen.
- Vi oplever desværre igen i år, at vi har nogle voldsomme stigninger. Lige nu har vi 19.000 ansøgninger inden, og det er faktisk 14 procent flere ansøgninger end sidste år, siger Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen til TV 2 Kosmopol.
Spørg Os
Hvad undrer du dig over i hovedstadsområdet? Stil dit spørgsmål her +_
Ifølge direktøren er forbrugerprisstigninger en afgørende årsag til, at flere søger om en håndsrækning.
Dansk Folkehjælp oplyser, at antallet af ansøgninger i år er 18 procent højere end niveauet for to år siden.
Nedværdigende at skulle bede om hjælp
Egentlig ønsker Betina Jensen slet ikke at søge om julehjælp.
Hun ser sig dog nødsaget til det. Nok modtager Betina Jensen tabt arbejdsfortjeneste på grund af sit barns situation, men når alle regninger er betalt, har hun månedligt 3.000 kroner tilbage til sig selv og sine børn.
- Det er meget nedværdigende at skulle bede om denne her hjælp, siger hun.