Folketingspolitiker har fået kræft
Det oplyser folketingsmedlemmet på Facebook.
Her fortæller han, at det er lymfekræft af samme type, som han har haft før.
Der holdes desuden øje med, om han også skulle have lungekræft, men det betegnes som usandsynligt, skriver han.
- Selvom det ikke er sjovt, er det dog en lettelse, at det er lymfekræft. Udsigterne er gode. Jeg skal nu videre i systemet og få en plan og komme i gang med behandling, skriver Peter Seier Christensen til TV 2.
Nye Borgerliges medstifter og tidligere næstformand har ellers været sygemeldt fra Folketinget siden begyndelsen af april på grund af stress. Siden han blev sygemeldt, har Pernille Vermund og Kim Edberg Andersen holdt skansen for Nye Borgerlige på Christiansborg.
Selvom Nye Borgerlige er det mindste parti i Folketinget – bortset fra de nordatlantiske – har partiet ikke indkaldt en suppleant for Peter Seier Christensen.
Det skyldes, at det ville være Henriette Ergemann. Hun blev valgt som næstformand i februar, men trak sig to uger senere og forlod partiet, efter at hun var kommet i modvind på grund af ting, hun havde skrevet på sociale medier.