Fra modedesigner til fiskehandler: Derfor skiftede Anna sin karriere
Anna insisterede på at forfølge sin drøm om at sælge fisk, selv om hun fik nej af banken.
Det begyndte at trække mere og mere i hende.
Hverdagen brugte hun på at designe brudekjoler, tasker og teaterkostumer, men det var fisk, som i stigende grad fyldte tankerne.
I dag har Anna Kirstine Borg skiftet hverdagen som modedesigner ud og er i stedet blevet indehaver af sit eget fiskefirma, Annas Fiskekasser, som sælger skånsomt indfanget fisk og skaldyr online.
- Jeg vil gerne have folk til at forstå, at fisk er skide sundt og lækkert. Og at det er okay at betale en del for fisk, når det er fanget skånsomt med garn fremfor med trawl, ligesom det ikke er svært at få i hverdagen, når man får det med posten, siger Anna Kirstine Borg til TV 2 Kosmopol.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Kosmopol
Hun peger på sine aner som forklaring på, hvorfor hun besluttede sig for at sadle helt om karrieremæssigt og satse på salg af bæredygtigt indfanget fisk fremfor syning og tilskæring og design af rober, kjoler og stoffer.
Og hvorfor hun uge efter uge bruger sin tid på at stå tidligt op og tage på fiskeauktioner, selv filetere fiskene og skaldyrene, hakke farsen og pakke det hele i hvide flamingokasser på lageret i Skovlunde, inden hun sender det afsted til et fortsat voksende antal husstande, som abonnerer på Annas Fiskekasser.
Foto: Morten Bisgaard Christensen / TV 2 Kosmopol
- Min interesse for fisk og skaldyr stammer fra, at min mors side af familien er fiskere og indkøbere oppe i Hanstholm. Så det er der, det hele stammer fra.
- Men Annas Fiskekasser (Annas firma, red.) skulle selvfølgelig gå ud og lave en forskel og valgte i stedet den skånsomme version af fiskebranchen. Så på en måde er jeg blevet lidt det sorte får, siger Anna Kirstine Borg med et glimt i øjet.
Og selv om banken nægtede at låne hende penge til iværksætterdrømmen, fortsatte Anna ufortrødent med at jagte sin drøm.
I første omgang med rengøringsjob og danseundervisning som supplerende indtægtskilder.
Efter afslaget fra banken fik Anna i stedet et økonomisk anerkendende klap på skulderen, da hun som en ud af tre kvindelige iværksættere modtog Visas She´s Next legat på 10.000 euro til at videreudvikle virksomhedens profil med salg af skånsomt indfanget fisk.
- Alle havnene er ved at dø ud. Og jeg ville ønske, at der var nogle flere unge mennesker, som gik ind og fangede mere bæredygtigt fisk. Altså med almindeligt garn og hive det ind, som man gjorde i gamle dage. Mine fisk og skaldyr stammer fra kystfiskere, som fanger med passiv fiskeri, hvor de sætter garnet dagen før.
- Fiskene svømmer selv ind i det, ligesom taskekrabberne bliver fanget i ruser, hvor de selv kravler ind, siger Anna, som håber, at virksomheden med tiden vokser sig stor nok til at kunne ansætte et par medarbejdere mere.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Kosmopol