Det siger den administrerende direktør hos Dao, Hans Peter Nordstrøm Nissen, til TV 2:
- Det er ret vildt, hvordan Kina-pakkerne er ved at ændre markedet. Samlet set har vi i Dao 10-12 procent flere pakker lige nu, end vi havde sidste år på samme tid. Pakkerne fra danske webshops er gået lidt ned.
Ifølge TV 2 håndterer Dao, der er en forkortelse for Dansk Avis Omdeling, størstedelen af de pakker, som bliver fragtet fra Kina til Danmark.
Kinesiske webshops som Temu og Shein er steget i popularitet. Ifølge mediet Detailwatch gælder det særligt for Temu, som i dag er nummer to på listen over danskernes foretrukne internetbutikker.
TV 2 skriver, at Dao har oplevet en vækst på 50 procent i pakkeposten fra Kina siden nytår. Ifølge mediet betyder det, at selskabet aktuelt håndterer knap en kvart million pakker om ugen.
Temu er en kinesisk internetplatform, hvor man kan bestille varer, som ofte har en meget lav pris.