Her er flest – og færrest – vaccineret mod Covid-19
Det skriver Danmarks Statistik i en ny analyse bygget på tal fra Det Danske Vaccinationsregister.
Samlet set er 91 procent af befolkningen på mindst 18 år færdigvaccineret mod Covid-19. Blandt personer over 60 år er over 97 procent vaccineret, mens det gælder for 84 procent af de 18-39-årige.
Der er dog store forskelle på vaccinationstilslutningen ud fra bopælskommune, viser analysen.
Allerød er sammen med Skanderborg Kommune topscorere med 95 procent af den voksne befolkning vaccineret.
I Ishøj kommune er vaccinationsgraden med 81 procent lavest. Derefter følger Brøndby Kommune med 83 procent, og Albertslund og Høje-Taastrup med henholdsvis 85 procent hver.
- Analysen viser, at personer med grundskolen som højest fuldførte uddannelse i mindre grad er vaccineret end andre uddannelsesgrupper. Det samme gør sig gældende for indvandrere, udtaler Magnus Nørtoft, fuldmægtig i Danmarks Statistik.