Oversigt

Seneste nyt

Her stiger fjernvarmepriserne voldsomt

Varmeregningen for fjernvarmekunder i en lang række kommuner på den københavnske vestegn kommer til at stige markant til næste år.

Veks, Vestegnens Kraftvarmeselskab, som det tværkommunale fjernvarmeselskab for Albertslund, Brøndby, Glostrup, Greve, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj, Køge, Roskilde, Rødovre, Solrød og Vallensbæk hæver prisen med 15 procent.

På sin hjemmeside varsler Albertslund Kommune prisstigningen for borgerne og oplyser, at et hus på cirka 130 kvadratmeter må forvente prisstigninger på cirka 19 procent, mens den gennemsnitlige bolig i Albertslund må regne med, at varmeregningen stiger med 11,2 procent.

Veks har tidligere forklaret, at den primære årsag er en ekstraregning på varme fra 2023, som har ført til et underskud på cirka 235 millioner kroner.

Prisændringerne træder i kraft ved årsskiftet. Veks leverer fjernvarme svarende til cirka 170.000 familiers varmeforbrug.