Kongehuset dropper hofleverandørordningen
Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.
I forbindelse med tronskiftet den 14. januar meddelte Kongehuset, at prædikaterne kunne anvendes indtil udløbet af den femårige gyldighedsperiode og som minimum indtil den 14. januar 2025, og at der senere ville blive taget endelig stilling til den fremtidige ordning vedrørende kongelige hofleverandører.
Hofleverandørprædikatet blev historisk set givet til virksomheder eller næringsdrivende, som løbende leverede varer eller tjenesteydelser til Hoffet. Siden er prædikatet i højere grad blevet tildelt som en særlig anerkendelse af en virksomhed.
Kongehuset skriver på sin hjemmeside, at en række af de nuværende hofleverandører ikke – eller kun sjældent og i begrænset omfang – leverer varer eller tjenesteydelser til Kongehuset, samt at flere af de virksomheder, der leverer varer eller tjenesteydelser til Kongehuset, ikke er på listen over hofleverandører. Udtrykket ”hofleverandør” er således ikke længere en retvisende betegnelse, skriver Kongehuset.
Udløbsdatoen for at bruge prædikatet er den 31. december 2029.