Lena boardede sit sidste fly for seks år siden. Nu rejser hun kun med tog eller bus
30-årige Lena Riechert Evald tilhører en voksende gruppe i befolkningen, der af klimahensyn vælger flyet fra og toget til, når rejsen går til udlandet.
Konduktøren gik fra topkupé til togkupé og lod med beherskede bank på døren sovende passagerer vide, at deres stop var næste på ruten.
Gennem togets vinduer kunne hun ane de grønne, skovdækkede bjergskråninger, der med den gryende morgen langsomt kom til syne og åbenbarede sig
Næste stop var hendes, lod konduktøren Lena Riechert Evald forstå.
Den unge dansker fik samlet sit rejsegrej og kom lettere morgenfortumlet af det nattog, hun en håndfuld timer tidligere var steget ombord på.
Stationen var ikke meget andet end et trinbræt ved en lille, sovende landsby i de slovenske alper.
- Det var bomstille. Toget kørte, og jeg stod tilbage i solopgangen. Der er noget smukt i, at man kan lægge sig til at sove i en storby, og så vågne op og pludselig være midt i bjergene, siger Lena Riechert Evald.
Det tog hende lang tid at nå med tog til den lille landsby i Slovenien, som egentlig slet ikke var destinationen, men blot endnu et stop på vejen. Og turen dertil havde helt sikkert være nemmere, hvis den var foregået i et fly fra København til den nærmeste internationale lufthavn.
Men for den i dag 30-årige kvinde er flyet slet ikke en mulighed, hvis hun skal rejse – og det skal hun, for rejselysten er ikke til at tøjle.
Foto: Privatfoto
Hun boardede sit sidste fly for seks år siden efter en periode i årene efter gymnasiet, hvor hun som så mange andre fløj langt væk i jagten på de vilde oplevelser og de store eventyr.
- Da jeg begyndte på min uddannelse som civilingeniør, begyndte jeg at få en anden fornemmelse af miljø- og klimaforandringer, og hvilken rolle flyrejser spiller her. Så der tog jeg et valg om at vælge flyet fra og fremover rejse mere bæredygtigt, forklarer hun.
Siden har hendes sommerferier foregået med tog eller bus. Skal hun til udlandet i forbindelse med arbejdet, hvilket sker fra tid til anden, er hun nødt til at tage fri i dagene op til og efter gøremålet, så hun kan fragte sig til konferencer eller studietur med tog.
Og Lena Riechert Evald er ikke alene.
Se vores serie om togrejser, hvor to amatører tester tognettet i Europa.
Et aktivt og stigende fravalg
Flere og flere skærer nemlig flyrejserne ud af privatforbruget og tilvælger en mere bæredygtig transportform som togrejser, vurderer eksperter.
- Der er ingen tvivl om, at det er en stigende tendens, og at folk bliver mere og mere interesserede i togrejser som et alternativ til flyrejsen, siger Malene Freudendal-Pedersen, der er professor på Aalborg Universitet og forsker i mobilitet.
Samme melding kommer fra Helene Dyrhauge, lektor på RUC og forsker i togrejser og klimabevidsthed i forhold til transport.
- Der er både noget i forhold til, at folk er begyndt at tænke mere over, hvorvidt man tager klimavenlige valg. Men jeg tror også, at de seneste somres hedebølger i Sydeuropa får nogle til at genoverveje, om man virkelig skal helt ned til Middelhavet eksempelvis. Og skal man ikke det, så er togrejsen pludselig mere relevant, siger hun.
Samtidig viser salgstal, at efterspørgslen på togrejser til udlandet er stigende år efter år. Denne sommer kan DSB meddele, at der er solgt 25 procent flere pladsbilletter med destination i udlandet sammenlignet med sidste år.
Det er især hos den yngre generation, men også hos ældre i pensionsalderen, at man er villig til at gå på kompromis med tid, penge og muligvis bekvemmelig i bæredygtighedens navn, vurderer de to forskere.
Samtidig viste en stor, international undersøgelse sidste år, at unge i syv vesteuropæiske lande – herunder Danmark - er mere villige til at lave store livsstilsændringer for klimaets skyld end ældre generationer.
Unge er mere villige til at lave livsstilsændringer for klimaet
De unge er mere villige til at lave store livsstilsændringer for klimaets skyld end ældre generationer.
Det viste en undersøgelse foretaget af analysefirmaet YouGov for den britiske avis The Guardian i oktober måned sidste år.
Her personer i forskellige aldersgrupper i Storbritannien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Sverige blevet spurgt om, hvilke tiltag de er villige til at tage for at modvirke klimaforandringerne.
Undersøgelsen viser, at det særligt er de unge generationer, der er villige til at tage drastiske skridt i eget liv for at bakke op om tiltag for at bekæmpe klimakrisen.
En stor andel i aldersgrupperne 18-24 samt 25-34 år, at de er villige til at få færre børn, villige til at undgå at køre bil samt lade være med at flyve og spise kød for at bidrage til klimakampen.
Kilde: YouGov for The Guardian samt TV 2
At handle på sine principper
For Lena Riechert Evald vejer klimadagsordenen tungt, når hun træffer valg i sit privatliv.
Hun er uddannet i Environmental Studies and Sustainability Science fra Lunds Universitet samt civilingeniør i by-, energi- og miljøplanlægning og har derfor mere end almindelig god indsigt i, hvordan man træffer et mere bæredygtigt valg.
Og her er tid den måske vigtigste valuta, når det kommer til togrejser.
- Jeg er klar over, at det (togrejserne, red.) er noget, jeg kan gøre, fordi jeg er i en privilegeret position, hvor jeg kan rive dage ud af min kalender til en togrejse. Det er ikke alle, der kan gøre det, hvis man for eksempel har familieforpligtelser, og det har jeg fuld forståelse for, siger hun og fortsætter:
- Men det er også noget, jeg vælger at prioritere at gøre. For mig er det vigtigt at praktisere det, jeg står for – at handle på mine principper.
Som eksempel nævner hun en studietur til en sydeuropæisk storby, som hendes arbejde havde arrangeret, hvor den oplagte transportform var med fly. I stedet valgte Lena Riechert Evald at bruge opsparede fridage i dagene op til og efter, så turen kunne tages med tog.
Malene Freudendal-Pedersen fra Aalborg Universitet peger samtidig på, at arbejdsrejser også i stigende grad er et område, hvor togene hyppigere bliver valgt.
- Folks adfærd og praksis viser, at der er større og større ønsker om mere bæredygtige ferie og arbejdsrejser. Flere virksomheder begynder også at se på disse rejseformer og udarbejde politikker for, hvornår man som medarbejder skal med tog i stedet for fly, siger professoren.
Foto: Privatfoto
Opgør med tiden
Klima og bæredygtighed er dog ikke de eneste årsager til, at Lena Riechert Evald vælger flyene fra og togene til.
For hende er det også et stille opgør med et samfund, hvor alt er blevet optimeret og effektiviseret i jagten på at udrydde det mindste spildtid.
- Det handler for mig om at gøre tingene lidt langsommere. Det er jo også en tendens i tiden, at man vælger pausen til, siger hun.
Samme tendens ser Malene Freudendal-Pedersen i samfundet.
- For de fleste handler det om klima, men for andre handler det også om det med tid - altså at alt ikke nødvendigvis skal gå så hurtigt, og at man faktisk gør rejsen i toget til en del af ferien.
- Det handler også om ikke at kun at tænke i rejsemål som destinationen. Så i stedet for at sidde i toget hele vejen til Grækenland, så stiger man af et par gange undervejs og ser noget af det Europa, man ikke oplever, når man flyver, forklarer Malene Freudendal-Pedersen.
Det kan Lena Riechert Evald genkende, når hun skal beskrive, hvad hun bedst kan lide ved togrejserne.
- At stoppe op i et par timer og opleve en lidt tilfældig by. At se landskabet forandre sig langsomt. Købe en avis og en kop kaffe på stationen og have tid til at prøve at forstå en avis på et andet sprog, siger hun og fortsætter:
- Og så er der pausen. Det går så hurtigt i vores liv hele tiden, men i toget står det stille på en særlig måde. Man sidder selv stille, men alt omkring en suser forbi. Det giver en ro.
Lena Riechert Evalds bedste og værste oplevelser - og tips
Jeg har været på mange fantastiske og smukke ture. Blandt andet til Nordsverige i nattog.
Men det gjorde indtryk på mig på en tur til Slovenien for et par år siden med nattog, at kontrolløren gik rundt og bankede på dørene, når nogen skulle af. Jeg steg af på et lillebitte trinbræt af en station langt ude i bjergene, meget tidligt om morgenen, hvor der nærmest intet var omkring eller noget information på engelsk. Det var bomstille. Toget kørte, og jeg stod tilbage i solopgangen. Der er noget smukt i, at man kan lægge sig til at sove i en storby, og så vågne op og pludselig være midt i bjergene.
Det var nok en togtur gennem Tyskland under corona om natten, hvor reglerne for mundbind skiftede ved midnat i den delstat, vi kørte ind i. Det betød, at de fleste passagerer sad med mundbind, der var gyldige, da de steg ombord, men blev ugyldige undervejs. Og så gik konduktøren simpelthen rundt klokken 03 om natten og smed alle af, der sad med det forkerte mundbind. Selv lykkedes det mig at holde mig skjult under en jakke, hvor jeg lod som om, jeg sov.
Derudover kan man altid være 100 procent sikker på, at toget mellem København og Hamburg er alt for overbooket og tætpakket.
Men sådan er det jo også med togrejser. Det er bare en mere krævende rejseform end flyrejsen. Man er nødt til at have et lidt andet mindset, hvor man skal være lidt mere klar på, at der kan ske nogle ting undervejs. Man skal være afklaret med, at vejen til destinationen er en del af rejsen.
Jeg har ikke booket den endnu, men jeg håber, at den går til Norge. Jeg vil gerne fobi Lustrafjorden og egentlig så langt op i det nordlige Norge, som det nu kan lade sig gøre.
Gør brug af Interrail-muligheden. For så har man friheden til for eksempel at misse et tog, uden at hele rejsen falder som et korthus. Brug deres app RailPlanner, hvor man hurtigt kan finde de rette togforbindelser. Den fungerer på mange måder som Rejseplanen i Danmark, bare i Europa. Derudover er Deutsche Bahns app også god.
Tag dig god tid. Indstil dig på, at der i togrejsen er en præmis om, at det tager lidt ekstra tid. Så sørg for at have nok dage til rådighed, enten ved at pulje ferien eller tage mere fri.
Hav en god bog med og prioriter længere tid til at skifte tog. Hvis du planlægger med ti minutters omstigningstid, er nu næsten sikker på at misse toget. Med længere omstigningstid har du enten tid til at gå ud et tilfældigt sted og spise en god frokost, eller også kan du bruge det som tidsbuffer, hvis dit tog rammes af forsinkelser.
Og så sørg for at drikke en kop kaffe på en banegård i Italien, for der får man altid sin espresso i en rigtig kop og hurtigt nok, til at du kan drikke den inden dit næste tog går.