Mads har tjent kassen på at bestille indbrud i danske hjem: "Jeg er aldrig blevet taget for det"
Indbrudstyve arbejder ikke altid alene. I skyggen står en mellemmand, der sælger hælervarerne videre. I TV 2 Kosmopols dokumentarserie "Indbrud på bestilling" møder vi en af dem.
x
Da Mads startede sin kriminelle løbebane, gik han under kaldenavnet Baby.
Han var 13 år gammel.
I starten hjalp han med "at skaffe ting og sager". Gennem årene begik han adskillige røverier, og til sidst blev han mellemmand - eller "mægler", som han selv kalder det.
Mads
Mads er ikke hans rigtige navn. Han fremstår anonym, da han risikerer at inkriminere sig selv, hvis han står frem. Redaktionen er bekendt med hans identitet.
Det var ikke længere Mads, der stjal varerne. Nu var det ham, der hyrede andre til at gøre det.
- Der er et stort marked for hælervarer. Der er flere hælervarer ude i de danske hjem, end folk går og tror, siger han til TV 2 Kosmopol.
I dokumentarserien "Indbrud på bestilling" undersøger TV 2 Kosmopol hælermarkedet på tæt hold. Indbrudstyvene arbejder nemlig langt fra altid alene. I skyggen står mellemmanden, der sørger for at få tyvekosterne solgt videre.
- Jeg har været sigtet for det mange gange, men jeg er aldrig blevet taget for det, fortæller Mads.
Et af de største kup, han har været en del af, var engang han selv var med til at røve et lager for "dyre varer".
Gennem tre måneder borede han sig igennem betongulvet nede fra kloakken.
- Det var en fed opgave. Vi borede i løbet af natten og nogle gange dagene. Vi var så heldige, at metrobyggeriet dækkede for larmen, siger Mads.
- Hele lageret havde en værdi på over to millioner kroner. Og jeg fik en god sjat.
Indbrud på bestilling
Men røverier er ikke det, Mads har gjort mest af. Han fortæller, at omkring 90 procent af hans kriminelle aktiviteter har handlet om at skaffe hælervarer, som nogen gerne vil købe.
- Alt kan skaffes. Alt er muligt. De helt typiske varer er designertøj, tasker, ure, malerier, litografier, møbler og designerlamper, siger han.
Mads har arbejdet som mellemmand i omkring ti år, fortæller han. Bestillingerne er kommet i bølger. Særligt finanskrisen var god for forretningen.
- Dengang var der i hvert fald 50 bestillinger fra folk fra den rigtig, rigtig pæne klasse, der skyldte penge og derfor skulle bruge nogle penge hurtigt. Og hvem er nemmest at få penge fra uden spørgsmål? Det er forsikringen, fortæller Mads.
Så personerne fra "den pæne klasse" betalte Mads for, at nogen kom og begik indbrud i deres hjem, så de kunne få forsikringspengene. Når de igen var kommet til penge, ville de købe tyvekosterne tilbage fra Mads.
- Ved sådan en bestilling kan du måske lave 200.000-300.000 kroner, siger Mads:
- Ude i Whiskeybæltet er der altid nogen, du kan stjæle kunst fra, og der er altid en nabo, der gerne vil købe det. Og du bliver sjældent opdaget, hvis du bare kan finde ud af at maskere dig.
Får det til at se lovligt ud
Foruden tyvekoster på bestilling har Mads solgt hælervarer til almindelige, uvidende danskere på eksempelvis Facebook.
- Det går som varmt brød, siger han.
Det handler bare om at få det til at se lovligt ud. Det kan man gøre på flere måder, fortæller han.
Du kan eksempelvis sælge varerne til en pris, der er billig nok til at være et godt tilbud, men dyrt nok til ikke at få folks alarmklokker til at ringe.
- Hvis du står med en Louis Vuitton-taske til 30.000 kroner, og du skriver på Facebook, at du sælger den for 15.000 kroner, fordi din kone ikke kunne lide den, så er det stadig et beløb, der er højt nok til, at folk ikke begynder at stille for mange spørgsmål, siger Mads.
Du kan også lade hælervarer ligge udenfor i nogle dage, så de ser brugte ud, eller bilde mulige købere ind, at det er kopivarer, selvom de er ægte, fortæller han.
Skudt gennem bildøren
Det er de hurtige penge og adrenalinkicket, der tiltrak Mads, da han startede sin kriminelle karriere, fortæller han.
Ifølge Mads var hans første kriminelle handling et biltyveri, som han fik 10.000 kroner for.
- Den første gang kan man altid huske. Man får et sindssygt adrenalinkick. Det er fandeme bedre end at suge ti gram kokain og banke dig af til en eller anden technofest, siger han.
- Man skal næsten prøve det for at forstå det.
Men i dag er Mads ikke længere kriminel, fortæller han.
Hans sidste opgave var et røveri i Sverige.
De var i alt syv mænd, der var taget til Malmø for at aflægge et visit hos en rigmand, fortæller Mads.
Rigmanden skyldte en "god sjat penge" til "de forkerte drenge", så han havde hyret Mads og de andre til at stjæle hans biler for at kunne begå forsikringssvindel.
- Men det, vi ikke var blevet informeret om, var, at han var begyndt at lege med nogle andre, siger Mads.
De syv mænd stjal syv biler, men kun seks kom levende derfra.
I et bagholdsangreb blev Mads' ven skudt gennem bildøren og døde på stedet, fortæller han.
- Vi havde undervurderet, hvem han var. Og det rystede mig, siger Mads.
Efter den oplevelse besluttede han sig for at stoppe sin karriere som kriminel, fortæller han.
Hele vores serie "Indbrud på bestilling" kan nu ses på TV 2 Play.
Bag om historien
I denne artikel fortæller Mads om sine erfaringer med hælermarkedet, som han selv har oplevet det. TV 2 Kosmopol har ikke mulighed for at få oplysningerne bekræftet.