Mænd må gerne vise følelser - men de skal helst være maskuline, mens de gør det

Engang var det simpelt. 

Hvis vi skruer tiden tilbage til 1800-tallet, var der helt klare rammer for, hvordan den ideelle mand skulle være. 

Manden skulle overtage sin fars virke, når han var gammel nok - uanset om det var en gård eller en fabrik - og han skulle gifte sig med en kvinde, som kunne tage sig af hjemmet.

Manden skulle være frygtløs og stærk. Udbrød der krig, skulle manden være tapper og melde sig under fanerne for at forsvare sit land.  

Helt så simpelt er det ikke længere, fortæller Pernille Albrechtsen, leder af Undervisning og Formidling på KØN, museet for kønnenes kulturhistorie. 

- I dag stikker mandeidealet i ret mange retninger. Der er både den traditionelle opfattelse af mandeidealet som en maskulin mand, der har succes, kan klare sig selv, tjener penge og ikke taler for meget om følelser, siger hun til TV 2 Kosmopol. 

Men der blæser også nye vinde, der handler om at være mere i kontakt med sine følelser og identificere sig med blødere værdier om et godt familieliv og nære relationer, fortæller hun. 

- Hvis vi skal se på, hvad idealet er, giver det mening at kigge efter, hvornår vi oplever, at nogle mænd bryder med vores forventninger til manden, siger Pernille Albrechtsen. 

- Det kan eksempelvis være, når herrelandsholdet viser følelser, når Tobias Rahim synger om mænd, der græder, eller når en toppolitiker som Jakob Ellemann-Jensen går af og taler om sit mentale helbred.

Hør Tobias Rahims "Når mænd græder" nedenfor, mens du læser videre.

Samtykkelov udfordrer mandeideal

Den nyere bevægelse af mænd, der offentligt udtrykker følsomhed, bliver i dag taget godt imod, vurderer Pernille Albrechtsen. 

- Jeg oplever ikke, at nogen går ud og taler dårligt om Viktor Axelsen eller andre, der græder i offentligheden. I stedet er det nok i virkeligheden et friskt pust eller noget forløsende for os at se, siger hun. 

Men da idealet om den bløde mand står i skarp kontrast til det klassiske mandeideal, kan det skabe forvirring, vurderer hun. 

- Der er svært, hvis man som mand oplever, at forventningerne stikker i forskellige retninger; når vi som samfund ikke helt kan svare på, hvad en mand skal kunne, siger hun. 

Pernille Albrechtsen nævner samtykkeloven som et eksempel på dette. Den bryder med mandeidealet, da populærkulturen i årevis har fortalt os, at en rigtig mand er en, der kan score kvinder - også selvom det kræver overtalelse, fortæller hun.

Mandekarakteren findes i en lang række populære film og tv-serier gennem tiden - eksempelvis i filmen Crazy Stupid Love, hvor Ryan Gosling spiller en muskuløs charmør, der er ekspert i at score kvinder, og i tv-serien How I Met Your Mother, hvor karakteren Barney Stinson lyver over for kvinder for at score dem. 

- Til at starte med virker hun måske uinteresseret, men hvis manden bare bliver ved med at prøve, siger hun ja til sidst, fortæller Pernille Albrechtsen om den typiske karakter i sådanne film og serier.

- I lovgivningen står der sort på vidt, at det er ulovligt, hvis ikke der er samtykke. Men i kulturen er det ikke helt slået igennem endnu, og det er stadig svært for mange helt at få hånd om, hvad samtykke dækker over. 

Tobias Rahim må gerne græde

Der er da heller ikke noget, der tyder på, at den mandige mand er på vej ud som ideal. Mænd skal i samfundets øjne stadig være stærke og maskuline - de må bare gerne græde imens. 

- Mange tænker måske, at det er gammeldags, men jeg tror, at der er mange mænd, der føler, at det er noget, de skal leve op til. Nu skal man bare samtidig også gerne være en god far og være i stand til at tale om sine følelser, siger Pernille Albrechtsen. 

- Der er altså nogle maskulinitetsidealer, som vi bliver ved med at gentage, både i populærkulturen og når vi opdrager drengebørn, som ligger latent i os, om at kunne klare sig selv, have succes og kunne tjene penge. Jeg tror eksempelvis, at der er mange heteroseksuelle mænd, der føler, at de skal være den, der tjener mest. 

Det betyder ikke, at alle mænd ville have et problem med, at deres kvindelige partner tjente mere, understreger Pernille Albrechtsen. Men mange vil måske studse over det - og det er netop fordi, at det falder uden for normen. 

Og hvis du gør noget, der falder uden for normen, er det i samfundets øjne bedst, hvis du samtidig lever op til idealet på andre parametre. 

Når hitmageren Tobias Rahim synger om mænd, der græder, iført guldfarvede flænser og sort eyeliner, lytter vi, ikke kun fordi han synger godt, men også fordi han i sin statur fremstår maskulin. 

- Jeg tror ikke, at det havde fungeret på samme måde for os, hvis han havde været mere feminin, siger hun. 

- Hvad sker der, hvis det i stedet for var Andreas Odbjerg, der sang den sang? Taler han så til nogle andre mænd? Hvad er det for nogle mænd, vi lytter til - både som samfund generelt, men også hvem mænd synes, det er okay at se op til?

Mand med baby i bæresele

Pernille Albrechtsen tror, at mandeidealet vil blive ved med at forandre sig fremover. At samtalen om, hvad den "ideelle mand" er, vil fortsætte. 

- Jeg så eksempelvis en mand med en baby i en bæresele i morges. Det tror jeg, at de færreste i mine forældres generationer ville møde nede i Brugsen. Og man kunne måske håbe, at mænd får større og større mulighed for at erobre nogle af de områder, hvor kvinder historisk har været mere dominerende, såsom børnepasning, siger hun.

Men hun tror også, at vi vil blive ved med at holde fast i den maskuline mand som idealet. 

- Så længe, vi holder fast i, at mænd og kvinder er nogle fundamentalt forskellige mennesker, så bliver vi også på en eller anden måde nødt til at koble det særligt maskuline til mænd og det særligt feminine til kvinder, siger Pernille Albrechtsen. 

- Men jo bedre, vi bliver til at tale om, at alle mennesker indeholder begge ting - nogen i højere grad end andre - desto bedre bliver vi måske også til at tale om, at det, der er det rigtige for den enkelte, kan være idealet.