Mere end 3500 sigtelser for ulovlig knivbesiddelse blev rejst i 2023
Der blev i 2023 rejst 3540 sigtelser for ulovligt at besidde kniv på et offentligt tilgængeligt sted.
Det er det højeste antal i seks år, viser tal fra politiet. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
I 2018 blev der eksempelvis rejst 2470 sigtelser. Fra 2022 til 2023 er antal sigtelser steget med 50 for ulovlig besiddelse af kniv.
Klart flest sager ved Københavns Politi, der havde 1022 sigtelser sidste år.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor mange af sagerne på landsplan der har ført til tiltale.
I november sidste år indgik regeringen og et bredt flertal en politisk aftale om en fjerde bandepakke, hvor der også er fokus på besiddelse af kniv.
Blandt andet skal bødestraffen for ulovlig besiddelse af kniv på offentligt tilgængeligt sted forhøjes til 10.000 kroner i førstegangstilfælde.
Ved skærpende omstændigheder skal straffen fordobles ved førstegangstilfælde, så der som udgangspunkt straffes med 14 dages fængsel.
Lovforslaget, der skærper knivloven, forventes at blive sendt i høring i denne uge, lyder det fra ministeriet. Forventningen er videre, at lovgivningen skal træde i kraft 1. juli 2024.
Ifølge justitsminister Peter Hummelgaard (S) ser politiet "en øget tendens til, at bandemedlemmer besidder knive i det offentlige rum".
- Så har vi ganske enkelt en farlig cocktail, som vi bliver nødt til at handle på. Derfor vil vi som en del af bandepakken stramme skruen og sikre hårdere konsekvenser for bandernes knivoverfald og for ulovlig besiddelse af kniv, siger Peter Hummelgaard.
/ritzau/