Ny bandepakke på vej: Det ved vi allerede nu
Tirsdag klokken 13.45 præsenterer regeringen en række initiativer til at bekæmpe bandekriminalitet.
Det bliver med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen, at regeringen tirsdag eftermiddag på Københavns Politigård præsenterer en ny bandepakke.
Foruden statsministeren er økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V), justitsminister Peter Hummelgaard (S) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til stede ved pressemødet i politigården.
De seneste uger er en række elementer allerede sluppet ud.
Læs om nogle af dem her:
Det ved vi om bandepakken:
Skærpet straf for ydmygelsesvold:
Regeringen vil skærpe straffen for ydmygelsesvold, som har til hensigt at ydmyge offeret og eventuelt optage det og dele det.
Hvor meget eller hvordan straffen skal skærpes, er ikke afklaret. Men det kan komme på tale med en selvstændig bestemmelse.
Nemmere henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet:
Et nyt tiltag skal gøre det nemmere at henvise børn og unge til nævnet, som arbejder med at forebygge ungdomskriminalitet.
Dobbeltstraf for banders økonomiske kriminalitet:
Visse typer af økonomisk kriminalitet, eksempelvis bedrageri, skal kunne koste dobbeltstraf, hvis kriminelle bander står bag.
Indsats for at begrænse bandemedlemmers kommunikation:
Det skal gøres forbudt for bandemedlemmer, der er idømt opholdsforbud, at kontakte andre medlemmer af samme gruppering.
Skærpede straf for ulovlig besiddelse af knive:
Det betyder konkret, at førstegangstilfælde fremadrettet som udgangspunkt skal straffes med 14 dages fængsel i stedet for syv dage. Andengangstilfælde skal straffes med 30 dages fængsel i stedet for 14 dage.
Derudover vil regeringen foreslå at gøre det til en skærpende omstændighed, hvis man bærer kniv på uddannelsesinstitutioner, ungdomsklubber eller på ungdomsskoler.
Til kamp mod hashhandlen i Pusher Street på Christiania:
Straf for handel og besiddelse af stoffer skal kunne fordobles i afgrænsede strafzoner, herunder på Christiania i København.
De skærpede strafzoner vil medføre, at eksempelvis handel og besiddelse af hash i førstegangstilfælde bliver straffet med en større bøde, hvis kriminaliteten sker i zonerne. Anden forseelse giver som udgangspunkt fængselsstraf.
Kilder: Ritzau, Jyllands-Posten, Børsen og Avisen Danmark.