Opsigtsvækkende syn i Øresund: "Se den som en oplevelse i stedet for en plage"
Langs Nordkysten er der de seneste dage blevet spottet blå brandmænd.
Mange strandgæster og havnebesøgende er de seneste dage stødt på et opsigtsvækkende syn, når de har lagt vejen forbi Nordkysten.
Flere steder er der nemlig blevet spottet knaldblå gopler.
Og det er et sjældent syn på disse kanter.
Det fortæller Jens Peder Jeppesen, der er marinebiolog og akvariechef på Øresundsakvariet i Helsingør.
- Jeg har hørt, at de er set helt nede ved København og rigtigt mange steder på hele Nordkysten, hvor de er drevet ind, siger han til TV 2 Kosmopol og uddyber:
- Man ser dem normalt i Nordsøen og op mod Island, men engang imellem kommer der en bundstrøm, som fører dem til blandt andet Øresund.
"Det er ikke til at forudse, hvornår de kommer ind"
De blå brandmænd er i familie med de røde, som er dem, vi oftest ser ved de danske strande.
Men kommer man længere og dybere ud på vandet, er de ikke et sjældent syn.
- Der kan være sindssygt mange blå brandmænd nede i springlaget - altså tolv-femten meter nede, hvor saltindholdet er noget højere end i Øresund, forklarer Jens Peder Jeppesen.
Han vurderer, at det er de vejrmæssige omstændigheder, der har sendt de blå gæster mod Nordkysten i denne omgang.
- Hvis vinden vender, så bliver de blå brandmænd presset ind mod kyster eller havne, og så kan man være heldig og se dem, siger akvariechefen og fortsætter:
- Det er ikke til at forudse, hvornår de kommer ind. Men de er fantastisk flotte og spiller en vigtig rolle for økosystemet, hvor de spiser en masse plankton - og så er de faktisk også en fødekilde for blandt andet krabber, uddyber han.
Ikke rare at støde ind i
De blå brandmænd bliver ofte født om vinteren og har - ifølge Jens Peder Jeppesen - en levetid på fem til seks måneder.
Og selvom de blå brandmænd er mere opsigtsvækkende end de røde, så er de faktisk en smule mindre giftige.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Det skyldes, at deres giftceller leverer mindre gift ligesom deres tråde er væsentlig kortere, hvormed man har mindre chance for at blive brændt.
- Man kan blive forskrækket over svien, det giver (hvis man bliver brændt, red.), så den blå brandmand er ikke særlig rar at støde ind i, men man skal ikke være bange for den.
Skulle uheldet være ude, så du bliver brændt af en - blå som rød - brandmand, så anbefaler Jens Peder Jeppesen, at du renser det med saltvand med et højt indhold af salt.
- Tag en barberskraber og skrab området, så du får fjernet giftkirtlerne, og skyl så med saltvand igen, siger han, inden han fastslår:
- Men de er sindssygt flotte, så det handler om at se den som en oplevelse i stedet for en plage.