Overblik: Så meget er prisen på pendlerkort steget de seneste år
Siden 2017 er prisen på flere pendlerkort til voksne steget klækkeligt, mens andre er holdt mere eller mindre på samme prisniveau. Få overblikket her.
Til næste år bliver det endnu dyrere at være pendler i hovedstadsområdet.
Det offentliggjorde DSB mandag, efter man i samarbejde med blandt andet de regionale trafikselskaber Arriva og Din Offentlige Transport har fastsat taksterne for togrejser i 2024.
Og mens enkeltbilletterne falder øst for Storebælt, så står det anderledes til for prisen for brugen af rejsekort og pendlerkort.
Men næste års prisstigninger på pendlerkort til offentlig transport er langt fra enestående.
Det viser TV 2 Kosmopols udregninger.
Siden 2017 er prisen på flere pendlerkort til voksne steget klækkeligt, mens andre er holdt mere eller mindre på samme prisniveau.
Tilsvarende er forbrugerpriserne fra august 2017 til august 2023 steget med 15,7 procent.
Sådan vælges billetpriserne
I Danmark er det Trafikstyrelsen, der hvert år beslutter, hvor meget priserne på offentlig transport højst må stige.
Det sker på baggrund af, hvordan trafikselskabernes omkostninger udvikler sig, og det seneste år har været præget af høj inflation og høje energipriser.
I 2024 hedder takststigningsloftet 10,3 procent.
De stigende priser er dog nødvendige, hvis den offentlige transport skal bevare sit niveau, lyder forklaringen fra Charlotte Saltoft Kjærulff, der er kundechef i DSB. Stigende omkostninger fra inflation- og energikrisen har gjort prisstigningerne uundgåelige.
- Prisstigninger er jo aldrig noget, vi sætter pris på, hverken i den kollektive trafik eller når prisen på mælk stiger i supermarkeder. Stigningerne kan lyde af meget, når man ser på procentsatserne, men når man ser på den reelle prisstigning, er den måske mere acceptabel at indarbejde i sit daglige budget, siger Charlotte Saltoft Kjærulff til TV 2 Kosmopol og fortsætter:
- Men jo, jeg kan godt forstå, at det kan være frustrerende.
Hun henviser til, at prisen på en kort rejse over to zoner er den rejsetype, der står til at stige mest procentuelt, men at prisstigningen i kroner og øre er 2,5 kroner.
I faktaboksen nedenfor kan du se, hvordan priserne for pendler kort har udviklet sig i hovedstadsområdet fra 2017 til de kommende priser, der træder i kraft 21. januar næste år.