Pas på gnisterne: Tørkeindeks stiger - og det gør brandfaren også
Der er ikke en dråbe regn i sigte i den kommende tid, og det betyder, at tørken gør sit indtog. Derfor skal man være ekstremt forsigtig, hvis man eksempelvis griller, lyder det fra Danske Beredskaber.
Græsplænen bliver mere og mere gul for hver dag, der går, og hortensiaerne hænger med hovedet. Vejret er skønt i disse dage, men haverne og naturen hungrer efter regn.
Og det betyder, at brandfaren stiger.
- Det er meget tørt i disse dage, og det bliver meget tørt i den kommende tid. Om morgenen kan der være lidt skyer, men der er faktisk ingen udsigt til regn - desværre, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, Andi Ahumada, til TV 2 Kosmopol.
- Det betyder også, at brandfaren stiger, og derfor skal man være forsigtig, hvis man for eksempel overvejer at grille, siger han.
De tørre junidage kommer ovenpå en historisk tør maj måned med kun 14,1 millimeter regn mod et gennemsnit på 47,3 millimeter regn for maj i årene 1991-2020.
I de kommende dage vil det gode vejr derfor også føre til, at tørkeindekset stige, så København og hele Sjælland farves rød, hvilket indikerer 'meget høj' brandfare.
Vær ekstrem opmærksom
Det skønne vejr indbyder samtidig til dovne dage i haven - og måske en smøg til roséen, en bøf på grillen og snobrød over bålet lokker.
Men begiver man sig ud i det, skal man være ekstra opmærksom.
- Den gode nyhed er, at man slipper for at slå græs, men den dårlige er, at brandfaren er stigende. Al brug af åben ild kræver derfor ekstrem opmærksomhed i disse dage. Jeg vil fraråde al brug af ukrudtsbrænderen, og det er nok heller ikke en god idé med et hyggebål, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber til TV 2 Kosmopol:
- Ukrudtsbrænderens gnister kan lynhurtigt sætte ild til plankeværket og skuret eller værre endnu huset. Et vindstød kan desuden få gløder fra bålet, grillen og smøgerne til at flyve over til naboen og lave ulykker der.
Så selvom du er den absolutte grillmester, skal du passe på. Det betyder blandt andet, at der ikke er noget med at stille kuglegrillen på græsset.
- Grill kun på et brandsikkert underlag, såsom sten eller et underlag, og undgå helt at bruge tændvæske, siger Bjarne Nigaard og fortsætter:
- Vent også minimum 24 timer med at smide asken ud, medmindre du smider vand på. Selvom det ikke er til at se, kan gløderne ligge og ulme og dermed starte en ildebrand.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Du hæfter økonomisk i det offentlige rum
I samme dur skal man derfor også sørge for at tage cigaretskodder med sig, frem for at lade dem ligge, hvis man ryger i det offentlige rum.
Og så er et godt trick at have danskvand med sig - også i haven.
- Starter du en brand, fordi du ikke har slukket en cigaret ordentligt, er det dig, der kommer til at hæfte økonomisk, siger Bjarne Nigaard:
- Samtidig er det en god idé at have en halvanden liter billig danskvand med sig, når man for eksempel griller. Ryster man flasken og sætter tommelfingeren for, er den nemlig en overordentlig effektiv brandslukker i modsætning til almindeligt vand, der bare pjasker en lige stråle.
Overvejer I en grillaften, opfordrer han til, at man lige tjekker brandfare.dk først.
Vand i en tørketid
Det føles modsætningsfyldt at skulle holde igen med at vande, når tørken rammer, men ikke desto mindre er det vigtigt at passe på vandressourcerne. Ifølge HOFOR, er der nemlig grænser for, hvor meget vand, som forsyningsselskabet kan levere. For hvis der for eksempel bliver fundet uønskede stoffer såsom pesticider eller PFAS i vandet, kan HOFOR nemlig ikke bruge alt vandet til drikkevand.
Så hermed et par gode råd til vandvanerne denne sommer:
Lad være med at vande din græsplæne. Den kan sagtens klare sig uden.
Brug en vandkande, når du vander dine blomsterbede og blomsterkrukker - vandslangen er en vandsluger, som bruger 12 liter vand pr. minut.
Lad være med at vande om dagen, for det meste vand fordamper, før det når planterødderne.
Store havepools bruger rigtig meget vand. De største bassiner bruger lige så meget vand, som en enkelt dansker bruger på et halvt år. Så pas på med dem, brug et lille soppebassin - eller endnu bedre: Køl dig ned i et af de mange havnebade eller i havet.
Hvis der skulle komme en byge, kan du samle regnvand fra taget i en regnvandstønde, det kan du bruge til at vande med i stedet for at bruge drikkevand til blomsterne.
Og så et PS om at huske Bjarne Nigaards gode tip med en 1,5 liter danskvand - det er effektiv brandslukning, skulle uheldet være ude.
Kilde: HOFOR
Minder om 2018
Skal man stole på vejrudsigterne for de kommende 10-14 dage, kommer der ikke en dråbe vand fra himlen.
Så hvis vejret fortsætter, er det dermed heller ikke en god idé at brænde ukrudtet af som bål, når vi når Sankthans.
Maj og juni minder dermed i høj grad om 2018, hvor der ikke faldt en regndråbe i månedsvis. Det førte til 1851 naturbrande det år, og på én dag var der hele 106 brande.
Samtidig var 2022 også en europæisk rekordsommer, der blandt andet førte til uhyggelige naturbrande i Norditalien.
Dermed er der grund til at tage det alvorligt, når det ikke regner i ugevis, for noget tyder på, at naturbrande i stigende grad også bliver et dansk problem, konkluderer en rapport om danske naturbrande fra Beredskabsstyrelsen.
- Mit bedste råd er, at hvis man er i tvivl om, hvorvidt man bør bruge åben ild, skal man helt lade være, siger Bjarne Nigaard.