Oversigt

Seneste nyt

Peter Hummelgaard: Terrortruslen er alvorlig

Terrortruslen mod Danmark er ganske alvorlig.

Det siger justitsminister Peter Hummelgaard (S), efter at Københavns Politi lørdag har rejst sigtelse efter straffelovens terrorparagraf mod to svenskere.

De to svenskere blev torsdag fængslet efter sprængning af to håndgranater nær Israels ambassade.

- Hvis nogen skulle have været i tvivl om alvoren af den seneste uges begivenheder omkring den israelske ambassade, så understreger de nye sigtelser desværre med al ønskelig tydelighed, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig. Der er desværre mørke kræfter, som vil os det ondt, siger Hummelgaard.

Københavns Politi skrev tidligere lørdag på X, at der er fundet grundlag for at udvide sigtelserne mod mændene, som indtil videre alene har været sigtet for at være i besiddelse af fem granater og for at sprænge to.

Hvad dette grundlag nærmere består i, ønsker Københavns Politi ikke at uddybe.