Politiker kommer med opråb til rappere: ”Tag ansvar”
Måden hvorpå danske rappere synger om opioider er et problem, mener Socialdemokratiets misbrugsordfører.
Hopper op og ned, hun popper tramadoler
Mami, hun er skør, hun danser med pistoler
Eller:
Hun ta'r en tramadol til hun letter
Hun si'r det gør livet meget lettere
Når Gilli som en af Danmarks største musikstjerner synger om opioider og angstmedicin, som andre danske musikere også har gjort de sidste fem-ti, så er det et problem, mener misbrugsordfører Maria Duurhus (S).
- Hvis man nu sad og hørte det her, så ville man jo ikke vide, at det ikke er skide positivt, at hun tager en tramadol til hun letter, siger Maria Duurhus til TV 2 Kosmopol.
Hun vil have, at rapperne i stedet fortæller om faren ved at indtage de farlige opioider.
- Det går mig på, at der ikke i sangene er en eller anden form for, at det her ikke er for sjov. Men at det bare sådan bliver fremlagt som det fede og som en del af det fede liv.
På TV 2 Kosmopol har vi det sidste halvandet år afdækket, at antallet af unge, der er afhængige af opioid-piller som tramadol, dolol og oxycontin, bare vokser og vokser.
Og set i det lys, kunne den socialdemokratiske politiker derfor godt tænke sig, at musikerne tager et større ansvar, særligt når Gilli og de øvrige kunstnere primært taler til et ungt publikum.
- Jeg mener faktisk, at pladeselskaberne og kunstnerne også har et ansvar. Altså det her med, at man går ud og laver sig en følgerskare af børn og unge. Så har man også et ansvar om, hvad det er for et signal, man sender til dem, siger Maria Duurhus.
Afspejling af ungemiljøet
Men ifølge Kristian Karl, der er musikredaktør på kulturmediet Soundvenue, bør politikere se rapmusikken som en afspejlning af ungemiljøet i stedet for noget, der påvirker de unge udefra:
- Jeg tror, at helt naturligt, når stoffer som opioider og angstmedicin og lignende begynder at fylde mere og mere ude i Danmark, om det så er i festlivet og nattelivet, eller bare ude i unge miljøer, så fylder de selvfølgelig også i teksterne fra rappere, der beskriver netop de miljøer.
Og på den måde kan man også høre udviklingen i, hvad unge indtager, hvis man ser tilbage på tidligere rapsange.
Her i 20'erne bliver der sunget om opoioder, angstmedicin, mens man i 10'erne rappede meget om kokain og MDMA.
Og helt tilbage i 00'erne, hvor LOC, Niarn og Suspekt bar blandt de største rappere, der var det alkohol, der fyldte klart mest.
Maria Duurhus går ikke ind for censur, men hun ser gerne, at pladeselskaberne og kunstnerne bruger den magt, de har til at oplyse deres fans.
- Jeg synes ikke, at vi skal gå ind og censurere og lave en bip lyd hver gang, der er nogen, der siger noget. Jeg synes bare, at de mangler at fortælle den anden side af historien også. Så det er egentlig min opfordring, siger hun.