Røde Kors starter særlig skattejagt: Kendt computerspil skal lokke unge mænd til
En fysisk skattejagt skal være med til at få flere unge mænd til at få øjnene op for Røde Kors-genbrugsbutikker.
Selvom danske unge er enormt dygtige til at genbruge og købe brugt, så kan det være svært at lokke unge mænd ind i landets Røde Kors-butikker for at lede efter fantastiske fund til små priser.
Men det forsøger Røde Kors nu at ændre på ved at lave en fysisk skattejagt, der skal give mulighed for at få fingre i genbrug, der kan bruges virtuelt.
Den kendte Counter-Strike-spiller Jens Sætter-Lassen fra Humlebæk, der går under navnet Wonderbai på streaming-tjenesten Twitch, har nemlig sat et såkaldt genbrugsskin til Counter-Strike på højkant til dem, der besøger butikkerne.
På den måde håber Røde Kors, at de kan komme i kontakt med flere unge mænd og vise dem de mange muligheder, der findes i Røde Kors-butikkerne.
- Mange unge handler allerede i vores butikker, og især kvinder er gode til det. De kender allerede til fordelene ved at handle genbrug og vores gode kvalitet. Med kampagnen her vil vi invitere de unge, der ikke i forvejen handler, ned i vores butikker, siger Tina Donnerborg, der er chef for genbrug i Røde Kors
Hvad er Counter-Strike?
Counter Strike: Global Offensive er et computerspil, der lokker med nogle af de største præmiepuljer inden for e-sport.
Efter succesen med spillet Counter Strike lancerede spilfirmaet Valve en ny version kaldet CS: GO i sommeren 2012.
Den er siden solgt i mere end 28 millioner eksemplarer verden over.
Man spiller to hold mod hinanden - fem på hvert hold. Kampene kan spilles over internettet, men ved store turneringer sidder spillerne på samme scene over for hinanden.
Det ene hold er terrorister og skal forsøge at plante en bombe, mens det andet hold agerer anti-terrorkorps, som skal forsøge at forhindre, at bomben detonerer.
Kampen foregår på en af flere mulige baner, der indeholder masser af gange, gemmesteder og smutveje.
En runde varer to minutter, og hvis terroristerne får held med at detonere bomben eller skyde alle fem modstandere ned, får de et point. Ellers går pointet til det andet hold.
Man spiller 15 runder, og så bytter de to hold roller. Det hold, der først når 16 point, vinder kampen. Nogle gange spiller man også bedst af tre eller bedst af fem baner.
Kilde: Ritzau
Håber både på donationer og salg
Hver butik har en unik QR-kode, og ved at besøge butikkerne får man et lod, der giver mulighed for at vinde et genbrugsskin fra Jens Sætter-Lassen.
Et skin er en slags værktøj, man kan købe og bruge i spillet, og fordi man både kan sælge det eller forære det videre, kan flere spillere få glæde af det.
Og netop fordi skattejagten efter det virtuelle værktøj er fysisk, så håber Tina Donnerborg både, at det vil føre til flere varer, der kommer ind og ud af butikkerne.
- Vi kunne godt bruge flere tøjdonationer fra mænd, så udvalget i herretøj blev større. Men der er meget andet at komme efter i genbrugsbutikkerne. Det er lidt som en skattejagt. I vores butikker kan man gøre alle mulige unikke fund i alt fra elektronik til møbler, siger Tina Donnerborg.
Skattejagten starter den 13. marts og vil gælde i alle landets 255 Røde Kors-butikker.