"Rokker ved tilliden": Her trækker opklaring ud i årevis
Nye tal viser, at det stadig tager mange dage - og nogen steder flere år - at få sin sag opklaret, hvis man har været udsat for økonomisk kriminalitet.
Mange har sikkert prøvet aldrig at se skyggen af den vare, man har bestilt på nettet. Eller måske dukker den op i en forkert farve eller i en mærkelig kvalitet.
Er det et par bukser, der aldrig når frem, ender sagen ofte ikke hos politiet, men har man købt en dyr telefon eller - langt værre - ejer en virksomhed, hvis omsætning er i fare, hvis den bliver udsat for svindel, så risikerer en anmeldelse til politiet at lande i en kedelig bunke, hvor sagsbehandlingstiden kan være lang.
744 dage for at være helt præcis - eller over to år. Så lang tid tager det i gennemsnit fra en sag om økonomisk kriminalitet anmeldes hos Københavns Politi, til der er rejst tiltale i en sag.
Det er tæt på en fordobling på fem år. I 2018 brugte Københavns Politi 400 dage på en sag fra anmeldelse til tiltale i gennemsnit.
Det viser en statistik fra 2023 fra Anklagemyndigheden, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i.
Københavns Politi ligger over landsgennemsnittet, hvor det tager 656 dage at efterforske en sag om økonomisk kriminalitet. Herunder hører mindre bedrag af privatpersoner og storbedrageri for gigantiske summer.
- 744 dage, det er lang sagsbehandlingstid, det er der slet ingen tvivl om. Det er ingen hemmelighed, at der har været en ophobning af sager, siger Bjarke Dalsgaard Madsen, der er leder af afdelingen Økonomisk Kriminalitet 2 hos Københavns Politi.
Foto: Grafik: TV 2 Kosmopol
Og der er en grund til, at Bjarke Dalsgaard Madsens afdeling hedder "2". Man er nemlig gået fra at have én efterforskningsafdeling til to.
- Vi sætter rigtig hårdt ind på at opklare den økonomiske kriminalitet, siger Bjarke Dalsgaard Madsen og forklarer, at meget efterforskning foregår i udlandet. Det kan være en bank, der har base i udlandet, det kan handle om kryptovaluta eller sociale medieplatforme, som typisk har base i et andet land, fortæller afdelingslederen hos Københavns Politi.
- Det kan være i Litauen, Irland eller USA, og så tager det desværre lang tid.
Flere ressourcer til politiets arbejde
Den lange sagsbehandlingstid er noget, der fylder hos SF, hvor retsordfører, Karina Lorentzen mener, der bør kigges på de komplekse sager om økonomisk kriminalitet.
- Jeg synes, det er ret bekymrende. Hvis vi ikke får sat en stopper for de her svindlere, så svindler de jo andre og flere, og det vil sige, at det kan blive meget omfattende.
Derfor kommer partiet med forslag til justitsminister Peter Hummelgaard, som SF håber at kunne fremføre på et møde mandag, som ministeren har indkaldt til i forlængelse af TV 2's serie "Den sorte svane".
- Jeg er overbevist om, at der mangler ressourcer til efterforskning. Den skal styrkes både i forhold til politiansatte men også i forhold til andre fagligheder som for eksempel statistikere, analytikere, revisorer – nogen, der kan kigge ned igennem de her mønstre i for eksempel regnskaber, siger Karina Lorentzen (SF).
- Det rokker lidt ved tilliden til de forskellige systemer, hvis man bliver udsat for det her.
Det svinder i sagsbunken
Bjarke Dalsgaard Madsen vil ikke forholde sig til, om det er flere ressourcer, der skal til for at bringe sagsbunken ned.
Den lange sagsbehandlingstid er dog ikke i orden, mener Bjarke Dalsgaard Madsen, der fortæller, at Københavns Politi har fået bugt med de største bunker med meget gamle sager. Dog kan der være sager, der dukker op i forbindelse med afsløringerne i "Den sorte svane".
- Vi sidder og arbejder med meget aktuelle sager, der er sket nu eller indenfor de seneste måneder. Men, der kan være tilfælde, hvor vi opdager, at der er fundet noget hvidvask sted i 2022, forklarer han.
Han fortæller, at politiet også modtager en del anmeldelser om langt mindre forseelser end hvidvask, og Bjarke Dalsgaard Madsen synes, det fint, at anmeldelserne kommer ind.
- Når nogen er anmeldt for det samme fem eller 14 gange, så er det nok ikke fordi, pakken er gået tabt i posten, så er det nok fordi, der er en, der sidder mere organiseret og snyder folk.
Selvom Københavns Politi oplever, at det svinder i bunkerne, så vokser den økonomiske kriminalitet. Ifølge TV 2 Fyn modtog Nationalt Center for IT-kriminalitet i 2023 35.258 anmeldelser om it-relateret økonomisk kriminalitet. Det er 8.220 flere anmeldelser end i 2022, hvilket svarer til en stigning på 30 procent.