Ronja og Mikkel vil sikre, at deres parforhold lykkes. De er en del af stigende tendens
Akkurat lige som vi går til tandeftersyn er det populært som aldrig før at opsøge psykologer, parterapeuter, sexologer og alskens andre tilbud, der skal hjælpe os med at vedligeholde parforholdet, inden det er for sent, lyder det fra Center for Familieudvikling.
Det er fredag aften i dansestudiet Casa Bailar i Roskilde.
Champagnen er fyldt i glassene, og der er arrangeret blomster på bordene med velourduge.
En lang række par er samlet til arrangementet "Plej parforholdet og den seksuelle livskvalitet", hvor formålet er at booste kærligheden og lære at kommunikere bedre med hinanden.
En meget vigtig mission, lyder det fra et af parrene, Ronja Marie Rasmussen og Mikkel Sølling Madsen.
- For mit vedkommende handler det om, at jeg har været i nogle parforhold før, hvor det ikke er lykkedes. Og jeg vil gerne have det til at lykkes, siger Ronja.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Morten Bisgaard - TV 2 Kosmopol
Hun er taget til arrangementet for at blive klogere på, hvordan hun plejer forholdet, så det ikke går i stykker.
- Det kunne for eksempel være at blive kigget lidt i sømmene, kigge lidt indad. Hvad kunne jeg gøre anderledes? Hvad kan jeg gøre bedre? Hvilke kærlighedssignaler er det, jeg skal være mere opmærksom på?, siger hun.
Danskerne har brug for mere kærlighed
Det er kærlighedscoach Nana Feld, som sammen med sexolog og forfatter Michael Fray står bag arrangementet.
- Jeg tror på, at danskerne har brug for mere kærlighed, og de har brug for mere seksuel livskvalitet. Vi ved jo, at jo mere man connecter, og jo bedre ens sexliv er, jo større chance er der for, at man bliver sammen, og jo større chance er der også for, at vi undgår utroskab, siger Nana, mens sexolog Michael Fray supplerer:
- Den mest typiske årsag, jeg ser til, at det går galt i et parforhold, det er, at man ikke er gode til at kommunikere. Altså, par taler simpelthen for lidt sammen - især om de ting, der er svære, siger Michael, som mener, at især mænd har en evne til at undgå de svære samtaler.
- Hvis man som par er i et forhold, og man ikke forstår, hvad det er for en mekanisme, der gør, at den anden lukker ned, så bevæger man sig jo væk fra hinanden, siger Michael.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Stigende tendens til forebyggende parterapi
Det er i det hele taget blevet meget populært at servicere sit parforhold på en række forskellige måder, siger Mattias Stølen Due, direktør og psykolog i Center for Familieudvikling - en organisation, som arbejder for at styrke trivsel og skabe trygge relationer i danske familier.
De oplever både, at flere og flere ringer til deres partelefon, som er en frivilligt drevet telefonrådgivningslinje. Og så oplever de en stigning i antallet af par, der ønsker at komme til forebyggende parkursus.
Sammen med forskere fra Aarhus Universitet har Center for Familieudvikling fået flere millioner kroner i fondsmidler til at udvikle en metode for par, som i øjeblikket er udbudt i Gentofte Kommune og tre jyske kommuner.
Den består blandt meget andet af et podcast, partelefon og et partjek.
- Vi kan jo starte med at indføre et ritual derhjemme, som handler om, at vi hver eneste aften skal bruge ti minutter på lige at tjekke ind med hinanden, hvad vi har oplevet i løbet af dagen, siger Mattias, som understreger, at det naturligvis ikke behøver at dreje sig om dybe samtaler om barndommen.
- Det behøver heller ikke at handle om dybe følelser, men bare det at tjekke ind med hinanden, hvordan man har det, kan i sig selv være meget hjælpsomt. Rigtig mange lever i paralleltilværelser, og når de så endelig havner i sofaen om aftenen, så kigger de snarere på deres smartphones end på hinanden, siger Mattias.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)