Som teenager og gravid blev hun smidt ud: "Jeg vidste jo godt, han ville gøre det"
Utallige unge kvinder har som Irene Bormann oplevet at blive udskammet og udstødt, blot fordi de blev gravide. Tiderne har ændret sig, og det er en helt anden hjælp, unge mødre har brug for i 2024, hvor Mødrehjælpen fylder 100 år.
Det var en juleaften to år senere.
Begejstringen og glæden lyste ud af den lille piges øjne, da hun stod og så på guirlanderne og al byens julelys.
- Nej, nej, se der, sagde hun og pegede og kiggede skiftevis på sin mor, Irene Bormann og sin mormor og morfar.
Smidt ud og taget til nåde igen
Godt et år tidligere havde Irenes mor ringet og meddelt, at faren tillod, at hun godt måtte komme hjem igen.
Sammen med datteren Mette.
Min far har aldrig nogensinde sagt undskyld. Det tætteste, han er kommet på det, det var den juleaften.
Forinden var den dengang 17-årige gravide Irene blevet smidt ud fra hjemmet i landsbyen Holtug ved Store Heddinge.
Og med hjælp fra familiens læge og Mødrehjælpen flyttet ind på et svangerskabshjem i Hellerup.
Hvad betød det for dig, at din far slog hånden af dig, fordi du blev gravid?
- Jeg vidste jo egentlig godt, at det ville han gøre. Han havde jo hele tiden sagt, at man ikke skulle komme hjem og være gravid. Det var det eneste, man fik at vide, husker 79-årige Irene i dag.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Kosmopol
Selvom faren blev stiktosset, da han fandt ud af, at den ene datter var gravid, forbarmede han sig altså senere, og lod både datter og barnebarnet Mette flytte tilbage i hjemmet i Holtug, inden Irene godt et år senere fandt sit eget sted.
Sagde aldrig undskyld
- Min far har aldrig nogensinde sagt undskyld. Det tætteste, han er kommet på det, det var den juleaften, husker Irene.
Da han så barnebarnet Mettes begejstring over byens julelys.
- Der siger han henvendt til sig selv, at det er da også forfærdeligt, at man har ønsket sådan en væk. Det er det tætteste på en undskyldning, siger Irene, som efter hjælpen fra Mødrehjælpen i forbindelse med sin egen graviditet tilbage i slutningen af 60´erne troligt har ydet et lille økonomisk bidrag til organisationen hver evig eneste måned siden.
Der er rigtig mange familier - som når krisen rammer - så har de ikke noget sted at gå hen.
Behovet for hjælp har ændret sig markant
Igennem 100 år har Mødrehjælpen været en livline for sårbare gravide og børnefamilier.
Hvad der begyndte med hjælp til unge, ugifte, og enlige mødre – udskammet og udstødt af familien og ofte nødstedte i samfundet – udviklede sig senere til også at omfatte hjælp til skilsmisseramte familier og håndtering af konflikter i hjemmet.
- Selvom vi har et helt andet samfund, end vi havde tilbage i 1924, da vi blev stiftet, så oplever vi stadigvæk, at der er rigtig mange familier - som når krisen rammer - så har de ikke noget sted at gå hen, siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen.
Gennem alle årene har Mødrehjælpen ydet forskellige former for hjælp - også økonomisk - men hvor det tidligere handlede om ren overlevelse for unge mødre, er der alene siden årtusindskiftet sket store ændringer i behovet for hjælp.
- Det kan være, at du er udsat for vold. Det kan være, at du bliver syg. Det kan være, at dit barn får angst og ikke har været i skole. Eller det kan være, at du bliver skilt og har nogle konflikter, der er så hårde, at de i virkeligheden rider dig som en mare igennem mange år, og i sidste ende går ud over dit barn, siger Ninna Thomsen.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Kosmopol
De vidste jo godt, vi kom fra Margretevej, men der var ikke nogen, der ligesom pegede fingre af os eller noget.
Mødrehjælpen opstod på ny
I midten af 1970´erne måtte Mødrehjælpen lukke, da man politisk besluttede, at der var behov for ét samlet socialt system.
På grund af stor arbejdsløshed og mangel på uddannelsesmuligheder eksploderede antallet af enlige mødre på offentlig forsørgelse.
Og det stod hurtigt klart, at både de og mange børnefamilier manglede et sted at få støtte.
I begyndelsen af 80´erne genåbnede socialrådgiver Hanne Reintoft og Vera Skalts Mødrehjælpen som selvejende institution – overvejende finansieret af private midler.
Duften af nyslået græs er for evigt forbundet med baby
Selv om det i første omgang var brutalt at blive smidt ud hjemmefra, husker Irene tiden på svangerskabshjemmet i Hellerup som god.
Hver gang jeg lugter det nyslåede græs, så er jeg der igen. Og jeg havde ikke nogen barnevogn eller noget, så hun lå i en dukkevogn.
- Vi havde det ligesom en familie. Altså, vi boede ligesom en familie, alle os gravide piger. Det var en stor flot villa, og vi gik ned på Hellerup Havn om aftenen og spiste sodavandsis, siger Irene, som også kan huske den følelse af tryghed, som hurtigt opstod blandt de unge kvinder.
- Der var ikke nogen, der råbte af os, der var ikke nogen..., man følte sig ikke...de vidste jo godt, vi kom fra Margretevej..., men der var ikke nogen, der ligesom pegede fingre af os eller noget, siger Irene, som siden dengang forbinder duften af nyslået græs med én eneste ting.
Sin nyfødte baby.
- Jeg kan lige så tydeligt huske, da vi kom ud fra Rigshospitalet. Den der, de havde lige slået græs. Den der... hver gang jeg lugter det nyslåede græs, så er jeg der igen. Og jeg havde ikke nogen barnevogn eller noget, så hun lå i en dukkevogn, siger Irene.
