Størstedelen af omstridte optagelser må bruges i drabssag: Men enkelte er ulovligt indhentet
Retten har bestemt, at lydoptagelserne og politiagentens forklaring i vidt omfang kan indgå i sagen som bevis, lyder kendelsen fra Retten i Glostrup fredag.
73 hemmelige optagelser har siden den 2. maj spillet en nøglerolle i retssagen mod en nu 29-årig mand, der er tiltalt for drabet på den højgravide Louise Borglit.
Retten har bestemt, at lydoptagelserne og politiagentens forklaring kan indgå i sagen som bevis.
Det fremgår af en kendelse fra Retten i Glostrup i dag.
Alle optagelser før 18. november kan bruges som bevis, men optagelser fra den 18., 21. og 22. november kan ikke indgås som bevis i sagen. Det skyldes, at retten har vurderet, at samtalerne "har karakter af afhøringer og er ulovligt tilvejebragte beviser".
Specialanklager Bo Bjerregaard er overordnet set tilfreds med at optagelserne kan bruges som bevis.
- Anklagemyndigheden vil nu nærlæse kendelsen og overveje, om der er grundlag for at gå videre til landsretten med den del af afgørelsen, hvor anklagemyndigheden ikke har fået medhold, siger han i en pressemeddelelse.
Forsvarer Christina Schønsted har kort tid efter, at kendelsen er blevet afsagt, oplyst til TV 2, at hun har kæret den til Østre Landsret.
Agent "Frank" i Enner Mark
Stridsspørgsmålet om de hemmelige skyldes, at politiet med PET i spidsen har gjort brug af en undercoveragent med tilnavnet "Frank".
Agenten blev i november 2020 indsat i Emner Mark Fængsel, hvor den nu tiltalte mand afsonede en dom for et drabsforsøg på sin ekskæreste.
"Frank" har i retten forklaret, at det her var hans opgave at skabe en relation til den tiltalte med henblik på at få ham til at tale om drabet på Louise Borglit, som politiet mistænkte ham for at stå bag.
Agenten fik hurtigt lov til at få fællesskab med sin nye cellenabo i form af den tiltalte. Hver dag havde de omkring tre timers samvær sammen. Halvanden times gårdtur og halvanden times gangfællesskab.
"Frank" har i retten forklaret, at de hurtigt opnåede en "jovial og hyggelig" stemning. De lavede god mad sammen og talte om mange ting.
Samtalerne blev optaget med hemmeligt optagelsesudstyr, som tiltalte ikke kendte til.
Men her har der altså været tale om en ulovlig manøvre, mener Christina Schønsted, der er forsvarsadvokat for den tiltalte.
Gennem sagen har Schønsted nemlig holdt fast: Hun mener, at samtalerne har karakter af en afhøring. Det skyldes blandt andet, at hun mener, det ofte er "Frank", der opfordrer tiltalte til at tale om Borligt-sagen.
- Selv om tiltalte adskillige gange siger til Frank, at han ikke har noget med drabet i Elverparken at gøre, bliver Frank ved og ved med at stille ham spørgsmål i tre uger, lød det ifølge TV 2 fra forsvareren ved et ekstra retsmøde den 20. juni.
Christina Schønsted mener altså, at den 29-årige tiltalte skulle have haft en sigtets rettigheder. Det vil sige, at han skulle vide, at han talte med politiet og ikke havde pligt til at udtale sig om sagen.
Det fik den tiltalte aldrig at vide, og derfor var der ikke blot tale om en afhøring, men en ufrivillig afhøring, har forsvareren ifølge TV 2 fastslået over for sagens dommere.
På den modsatte side står anklagemyndigheden med specialanklager Bo Bjerregaard i spidsen, der altså ikke mener, at samtalerne har karakter af en afhøring.
- Tiltalte kunne lige så godt være kommet med lignende udtalelser til en ven på en bar eller til en cellekammerat, har den garvede anklager sagt under sagens ekstra retsmøde.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Forstå sagen kort
4. november 2016 omkring klokken 19.00
32-årige Louise Borglit forlader sin søsters hjem for at lufte hendes hund i den nærliggende park Elverparken i Herlev. Kort efter bliver hun stukket ned med flere knivstik.
4. november klokken 19.14
En anden hundelufter finder Louise Borglit og kontakter alarmcentralen. Trods ihærdige forsøg på genoplivning bliver Louise Borglit erklæret død klokken 19.36.
5. november
Københavns Vestegns Politi oplyser, at Louise Borglit var højgravid og omtaler drabet som ”bestialsk”. Trods massiv efterforskning mangler politiet et afgørende gennembrud i drabssagen, men oplyser, at man leder efter en mørkklædt mand med kasket, som et vidne har set løbe ud fra Elverparken.
September 2018
Københavns Vestegns Politi nedsætter en gruppe af erfarne efterforskere fra andre politikredse, der skal lave et såkaldt ”peer review”. Med andre ord skal de se på sagen med friske øjne og finde ud af, om der er løse ender eller oversete detaljer, der kan lede opklaringsarbejdet videre.
2020
En såkaldt politiagent under dæknavnet ”Frank” bliver indsat i Enner Mark Fængsel sammen med en mand, der er mistænkt i sagen og allerede sidder fængslet. Politiagenten og den nu tiltalte bliver fortrolige, og den tiltalte kommer med flere detaljer om drabet i Herlev. Det kommer ifølge TV 2 frem i forbindelse med et retsmøde i maj 2022.
30. marts 2022
Under et besøg i fængslet, indrømmer den nu tiltalte mand - ifølge anklagemyndigheden - overfor agenten at have begået drabet på Louise Borglit. Han fortæller blandt andet, hvordan han kom af med gerningsvåbnet, som aldrig blev fundet. Det kommer ifølge TV 2 og Ritzau frem i forbindelse med et retsmøde i maj 2022.
6. maj 2022
Politiet oplyser, at en 28-årig mand er anholdt og sigtet for drabet. På et pressemøde oplyser politiet, at den sigtede allerede sidder i fængsel, fordi han afsoner en anden straf. Under et retsmøde kommer det ifølge TV 2 og Ritzau frem, at politiet har gjort brug af en såkaldt politiagent i efterforskningen. Det rejser kritik fra mandens forsvarer.
2. maj 2023
Retssagen mod den nu 29-årige mand indledes ved Retten i Glostrup den 2. maj. Der var i alt afsat 11 retsdage til at behandle sagen. Sidste retsdag skulle have været den 23. juni, den er dog udsat, indtil der er taget stilling til bevisførelse.
Kilder: TV 2 Kosmopol, Københavns Vestegns Politi, Ritzau, TV 2
Afgørende bevis
I sagen er der ingen fysiske eller biologiske beviser som DNA, fingeraftryk eller teledata, der sætter den tiltalte i forbindelse med drabet.
Ligeledes er sagens gerningsvåben heller aldrig blevet fundet.
De hemmelige optagelser har derfor spillet en afgørende hovedrolle i anklagemyndighedens bevisførelse i sagen.
Dog har anklagemyndigheden undervejs også slået på blandt andet den tiltaltes mentale tilstand omkring gerningstidspunktet
Tiltalte nægter sig skyldig i sagen. Har i retten forklaret, at han har stort kendskab til sagen, fordi han har været mistænkt i den.
Den tiltalte har også forklaret sig med, at han har kendskab til deltaljer om Louise Borglits skader - der ellers har været skjult for offentligheden - fordi politiet har vist ham billeder af Louise Borglit.
Ligeledes har han fra vidneskranken sagt, at han har fortalt en række ting til "Frank" for at "spille smart".
Anklagemyndigheden går efter, at den tiltalte bliver idømt fængsel på livstid eller alternativt en forvaringsdom, der ligesom livstid er en dom om indespærring på ubestemt tid.
Forsinket på grund af juridisk twist
Allerede på rettens første dag opstod, der er juridisk slagsmål mellem Christina Schønsted og specialanklager Bo Bjerregaard.
Trods protester fra forsvaren, besluttede de juridiske dommere, at de ikke fandt grundlag for på forhånd at forhindre anklager Bo Bjerregaard i at føre optagelserne fra fængslet som bevis.
Men da det blev tid til den afsluttende procedurer om sagens skyldsspørgsmål tidligere i juni, tog sagen pludselig en ny drejning.
Her fastslog Østre Landsret nemlig, at Retten i Glostrup skulle vurdere, om man kan bruge lydoptagelserne som beviser, inden man går videre med sagen.
Sagen, der skulle have været afgjort fredag den 23. juni, er derfor blevet forsinket.
De ekstra retsdage, der nu er afsat i sagen, er den 27. september og den 10. oktober, oplyser anklagemyndigheden.