Store film og tv-serier styrer uden om Danmark – nu får de rabat for at optage her
Film og tv-serier, der optages i Danmark, skal fremover have mulighed for at få en såkaldt produktionsrabat. Kulturministeren er overmåde forventningsfuld.
TV 2 Kosmopol er med kulturminister Jakob Engel-Schmidt på en lille vandring i indre by – for at tale om den nye rabatordning til film og TV-produktion.
- Vi er jo i udkanten af Middelalderbyen, det klassiske København. Altså, der kan køre hestevogne igennem. Filmen " En kongelig affære" kunne have optaget nogle af sine scener her, siger ministeren mens han går på de toppede brosten på Magstræde.
Men En kongelige affære er et eksempel på en dansk film, som netop ikke er optaget i København, men i Prag. Og der er mange flere eksempler.
Ministeren nævner de danske tv-serier som Oxen og nu den kommende Smillas Fornemmelser for Sne, som bliver til en tv-serie, men som ikke bliver optaget i Danmark. Og det er ministeren ærgerlig over.
- Jamen, det er jeg da ked af. For der er noget helt særligt ved at se sit eget land, sit eget lokalområde, sin egen by på det store lærred. Så det laver vi om på nu, pointerer han.
- Jeg er meget, meget, meget glad
Så nu får film og serier, der optages i Danmark, en mulighed for at få en såkaldt produktionsrabat. Det betyder, at man kan få refunderet nogle af udgifterne.
125 millioner kroner skal årligt afsættes til rabatten.
Og det er en herlig nyhed, mener skuespiller Birgitte Hjort Sørensen, kendt fra Borgen og Game of Thrones.
- Jeg er meget, meget, meget glad. Det er længe, vi har ventet på at komme på niveau med de andre europæiske lande.
Så at vi nu får en ordning for produktionsrabat i Danmark, det er simpelthen gode nyheder, siger skuespilleren.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Danmark stort set eneste EU-land uden rabat
Danmark har i flere år skrabet bunden i den europæiske konkurrence om at tiltrække film og tv-produktioner. Vi er stort set det eneste land i Europa, der ikke tilbyder produktionsrabat.
Så Birgitte Hjort Sørensen, som aktivt har arbejdet for at den nye ordning skulle blive til virkelighed spår den nye ordning stor betydning.
- Det betyder først og fremmest, at vi fremover ikke længere vil blive valgt fra, når de store udenlandske produktioner som James Bond og Succession kigger på steder og filmer i Norden.
Men det betyder også, at vi på sigt vil få mere dansk indhold til alle danskere og også arbejde til os. Så det er altså rigtig godt for os alle sammen.
København på verdenskortet
Den nye produktionsrabat er også godt nyt for København og byens restauranter og hoteller, mener brancheforeningen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, Horesta.
- Vi er meget glade, når man får mulighed for at sætte København på verdenskortet via en film eller en tv-serie.
Så er det jo et unikt udstillingsvindue for alt det gode, vi har at byde på. Med alt fra mad til kultur og vores flotte by. Så det er vi rigtig glade for, siger Jeppe Møller-Herskind, viceadministrerende direktør i Horesta.
Men kulturministeren er måske nok den, der har de allerstørste forventninger til den nye ordning.
- At give de her produktionsrabatter sikrer vi, at Danmark også i fremtiden vil være et epicenter for udvikling af stor kunst, populære tv-serier og film, som man har lyst til at gå i biografen for at se, slutter Kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
Kulturministeren vil nu gå i dialog med branchen for at få konkrete input til, hvordan en produktionsrabatordning bedst muligt kan se ud.
Ordningen forventes at åbne i løbet af 2026.