Stort overblik: Her er julemarkederne i hovedstadsområdet
Julemarkederne i København og i resten af hovedstadsområdet er overalt og har "alt, hvad hjertet kan begære," mener ekspert. Her kan du få et overblik over, hvilke markeder du kan tage til.
Duften af æbleskiver og gløgg. Børn, der løber rundt med nissehuer. Og måske lidt nyfalden sne (ikke for meget), hvis det skal være rigtig idyllisk og julet.
Så ved du vidst godt, hvor vi befinder os - og København og resten af hovedstadsområdet bugner af dem.
Julemarkederne pibler i disse dage frem i stor stil.
10 udvalgte julemarkeder - se flere i kortet længere nede i artiklen
Julemarked på Kronborg Slot i Helsingør
25.-26. november og 2.-3. december kl. 11-16
Foruden boder og juletræsdans danner slottet også rammen for julekoncerter med violinist Michala Høj.
Julemarked på Axeltorv i København
17. november til 21. december, kl. 11-18 (fredag og lørdag til 21 og søndag til 18)
I boderne kan du finde håndlavede kreationer, gaver og dekorationer, og du kan besøge julemandens grotte.
Julemarked i Maskinhallen på Amager
9. december, kl. 11-13.30
GLiMT Amager og Maskinhallen inviterer til julemarked med boder fra lokalområdets kunsthåndværkere og værksteder, kombineret med suppekøkken og moderne cirkusindslag.
Julemarked på Rødovregaard i Rødovre
25.-26. november, kl. 11-16
Her er mange boder med forskelligt kunsthåndværk, alt fra keramik til julepynt og nisser
Jul på Grevegård i Greve
25.-26. november kl. 11.00-15.00
I særudstillingen ‘Alletiders Pyrus’ kan du se en samling af rekvisitter, originale tegninger og en model af Nissebo.
Grønnessegaard Gods Julemarked i Hundested
2.-3. december kl. 10-17
Her kan man møde julemanden, opleve hunde- og trylleshows og gå til julekoncerter. Nogle dage er der også adventsbanko og fællessang.
Flids Julemarked, Nørrebrohallen i København
8.-10. december, kl. 11-17 (fredag 14-19)
Kunstnere, designere og kunsthåndværkere sælger deres kunst, bæredygtige design og kunsthåndværk.
Italiensk julemarked i Supermarco i København
17.-18. november kl. 08.30-19.00
Producenter byder på smagsprøver: Oste, vin, salame, italienske juleøl og den italienske julekage Panettone.
Julemarked i Dan Gamle Byrådssal i Roskilde
25.-26. november kl. 10-16
Her kan man lave julepynt, finde smykker, kunsthåndværk, originale designs og delikatesser.
Julemarked på Esrum Kloster i Gribskov
25.-26. november og 2.-3. december klokken 10-17
Her kan du få ægte klosterprodukter, specialiteter fra bæredygtige fødevarenetværk og dansk kunsthåndværk. Du finder julegaver, ting til bordet, køkkenet og værtinden – og får en god fortælling med hjem.
DU KAN FINDE INFORMATION OM MANGE FLERE JULEMARKEDER I KORTET LÆNGERE NEDE I ARTIKLEN.
Længere nede i artiklen kan du se overblikket over en lang række julemarkeder i TV 2 Kosmopols sendeområde.
Kulturhistoriker og juleekspert Benno Blæsild sammenligner vinterens julemarkeder med sommerens musikfestivaler.
- Man får hyggen, det uforpligtende og møder mennesker, man kender og ikke kender. Det er ligesom til en musikfestival. Der sker noget nyt hele tiden, siger han til TV 2 Kosmopol.
Juleglade i alle aldre bevæger sig i stor stil til hovedstaden, når juletiden indtræffer, og hvis man spørger juleeksperten, så gør København også et fornemt arbejde i juletiden:
- Det er jo et must at komme til hovedstaden i juletiden. København har bare flere muskler, og det kan ses i opførelsen af boder og meget andet. Det har alt, hvad hjertet begærer, uddyber han.
(Artiklen fortsætter under boksen)
København er first mover
Danmarks første julemarked slog dørene op i 1976. Det fandt sted i Den Grå Hal på Christiana og bød indenfor til julehygge og samvær.
- Det var en lang og festlig måned. Der var koncerter af de førende rockmusikere, og man kunne se, hvad en verden af socialt sammenhold kan skabe, fortæller Benno Blæsild.
Selvom det var Christiania, der for næsten 50 år siden afholdte det første julemarked i Danmark, så er det et andet julemarked, som satte dagsordenen for resten af hovedstaden - og Danmarks - julemarkeder.
- Det store dyr i den her åbenbaring er 'Jul i Tivoli' fra 1994. Det viste, at julemarkeder var folkelige, og der kom for alvor hul på bylden, uddyber han.
Sidenhen er antallet af julemarkeder vokset markant.
I kortet herunder kan du se et stort udvalg af julemarkeder i hovedstadsområdet:
Kilder: Københavns Kommune, OpdagDanmark