Tidligere militant islamist: Gazakrig er en gylden mulighed for at rekruttere
31-årige Yaqoub Ali kender både bandemiljøet og det ekstremistiske islamiske miljø indefra og er ikke et sekund i tvivl om, at krigen i Mellemøsten gøder jorden for flere voldsparate ekstremister. En kriminolog giver ham ret. Konflikten i Gaza kan opildne til kriminalitet og terror i Danmark.
- Hvis der er en konflikt, der kan samle muslimer for samme sag og forene dem, så er det den her konflikt. Ikke kun i Danmark, men i hele verden.
Yaqoub Ali virker lige dele skråsikker og bekymret i et interview om krydsfeltet mellem bandekriminalitet og islamistisk ekstremisme, som kan føre til terror. Han har selv haft en fod i begge lejre og kender derfor tankesættet og adfærden indefra.
Anledningen til interviewet er de mørklagte anholdelser i den store antiterroraktion i december, som angiveligt skulle stoppe en planlagt terrorhandling. Netop i dag blev varetægtsfængslingen af to af de anholdte i terrorsagen forlænget, og en tredje anholdt har i følge TV 2 frivilligt ladet sin varetægtsfængsling forlænge.
Tilbage i december var myndighederne ekstremt tilbageholdende med oplysninger i en ellers meget dramatisk sag. Retsmøderne blev holdt for dobbelt lukkede døre. Én af få oplysninger, PET overraskende kom ud med, var, at der var tråde til det danske bandemiljø blandt de anholdte.
Og netop den kobling mellem islamisk ekstremisme og bandemiljøet kommer ikke bag på Yaqoub Ali:
- I virkeligheden er der rigtig mange ting, de to grupper har til fælles. De har begge en fælles fjende, som er systemet. Med konflikten i Mellemøsten ser du ikke kun yderliggående holdninger hos de militante islamister eller ekstremisterne. Du ser også holdningerne blandt bandemedlemmerne. Konflikten rammer både ikke-religiøse, religiøse, kriminelle og ikke-kriminelle.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Foto: TV 2 Nyhederne
- Og på den måde har man en fælles fjende og et fælles mål, som gør, at man er tilbøjelig til at kigge væk fra de ting, som man normalt ikke vil acceptere hos hinanden. Religiøse kan jo ikke lide bandemedlemmer, fordi de begår kriminalitet, som ikke er tilladt i islams navn. Men når de har et fælles mål, så samles de, forklarer Yaqoub Ali.
- Hvis jeg stadig var i miljøet i dag, og jeg havde set den her udvikling i konflikten i Mellemøsten siden 7. oktober, så havde det givet mig en gylden mulighed til at rekruttere en hel masse. Og jeg er ikke i tvivl om, at gruppernes størrelse kommer til at stige betydeligt gennem den her konflikt, fastslår Yaqoub Ali.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Foto: Roni Jafar / TV 2 Kosmopol
I dag er han især foredragsholder, hvor han taler om antiradikalisering og islamisk ekstremisme med fokus på forebyggelse.
Sådan beskriver Yaqoub Ali sig selv på sin hjemmeside:
"I årevis har jeg levet i samfundets yderste udkant. Som bandekriminel. Som militant islamist. Som modborger. Over et årti steg jeg til tops i det militante islamistiske miljø og blev en af de mest betydningsfulde skikkelser. Jeg befandt mig i radikaliseringens inderste cirkler. Jeg var radikaliseret. Og jeg radikaliserede andre."
Han var i en årrække leder af bevægelsen "Kaldet til Islam".
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Ali: Islamiske ekstremister elsker hårde typer
Hvilke oplevelser har du selv med rekruttering direkte fra bandemiljøet?
- De fleste af os var tidligere bandemedlemmer. Vi var faktisk mere interesseret i tidligere kriminelle og bandemedlemmer, fordi de har noget i deres natur. De har den her hårdhed. De er tilbøjelige til at overskride grænser. De stiller ikke så mange spørgsmål, hvis du beder dem om noget, forklarer Yaqoub Ali og uddyber:
- Spørgsmål, hvor en helt normal dansk muslim ville tænke, at "det der er alt for ekstremt, og det gider jeg ikke at være med til". Der findes bandemedlemmer og tidligere kriminelle, som er mere tilbøjelige til at kunne gøre det. Min erfaring siger mig, at det er meget lettere at rekruttere dem ind i det ekstremistiske miljø.
- Kriminelle har for det meste haft en hård barndom, og deres natur er ofte hård. Og hvis der er noget militant islamisme elsker og kan drage nytte af, så er det hårde typer, som er tilbøjelige til at overskride grænser, som andre ikke vil overskride.
- Jeg er ikke i tvivl om, at der lige nu sidder folk, både i moskéerne og andre steder, der gør lige præcis det, som jeg plejede at gøre, nemlig at rekruttere de unge ind i det her miljø. De bruger konflikten i Mellemøsten som et stærkt argument i rekruttering.
- Jeg tror, at vi i fremtiden vil se flere lignende sager, hvor det er bandemedlemmer, der direkte eller indirekte er involveret i terrorsager.
Kriminolog: Overlap mellem bander og radikaliserede
På Lunds Universitet i Sverige sidder en dansk kriminolog og forsker i bandekriminalitet. Han ser mønstre, hvor der sker en sammenblanding af bandekriminalitet og ekstremistiske miljøer:
- Der er et overlap eller et crossover, som man også taler om mellem kriminelle og radikaliserede terrorister, siger David Sausdal.
- Det handler simpelthen om, hvad det kriminelle liv i bund og grund handler om. Det handler ikke kun om kriminalitet, det handler også om status. Og for dem er status, at man er voldsparat, at man søger en dem -mod -os -idé om verden. Og det er nogle af de samme ingredienser, som ligger i terrorismen: Idéen om, at der er en stor modstander derude, og at man skal benytte sig af vold for at modsætte sig den modstander.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Foto: Roni Jafar / TV 2 Kosmopol
Netop derfor ser David Sausdal ligesom Yaqoub Ali konflikten mellem Israel og Hamas som en kilde til at opildne de kriminelle miljøer i et krydsfelt mellem bandemiljø og det ekstremistiske miljø.
- Hele situationen i Gaza mellem palæstinensere og israelere er jo en konflikt, som ikke bare er en konflikt dernede, men som i højeste grad også har et stort konfliktpotentiale i Danmark. Og i særlig grad i nogle af de områder, hvor banderne rører sig, er der stærke og også meget kritiske holdninger til israelere og jøder. Og på den måde, så har vi en speciel krigssituation, som virkelig opildner folk, som de, der er med i bandemiljøet i Danmark.