Udlændinge får penge for at tage hjem, hvis de fortryder
Hvis såkaldte expats flytter til Danmark for at arbejde, men fortryder, fordi deres livskvalitet ikke er blevet forbedret, kan de få 5.000 kroner til en hjemrejsebillet.
Der er dog tale om en kampagne, og derfor har Copenhagen Capacity kun afsat 50.000 kroner til formålet. Når pengene er væk, er der ikke flere, der får til hjemrejsebilletten.
Men i Copenhagen Capacity tror man, at den udenlandske arbejdskraft bliver så glade for at være her, at de ikke vil hjem igen.
- Vi har virkelig oplevet stor opmærksomhed omkring den her kampagne. Vi tror på, at det, vi har at tilbyde her, er så værdifuldt, at der ikke er nogen, der kommer til at gøre brug af kampagnen, siger administrerende direktør i Copenhagen Capacity, Asbjørn Overgaard.
Alene i hovedstaden er der cirka 70.000, der er flyttet fra udlandet til Danmark for at arbejde.
I et indslag onsdag kom TV 2 Kosmopol ved en fejl til at gøre Greater Copenhagen til afsender på kampagnen, men der er altså tale om Copenhagen Capacity.