Mangel på hjælp ved opiodindtag øger risiko for dødsfald
Sådan lyder det fra klinisk forsker ved Institut for Retsmedicin i Aarhus, Charlotte Uggerhøj Andersen.
Ifølge et nyt studie, som lektoren blandet andet står bag, er risikoen for, at det ender fortalt, når en person har indtaget opioider, langt større, hvis der ikke er andre til at gribe ind.
Man har undersøgt omstændighederne bag 327 morfin-, heroin- og metadonrelaterede dødsfald i perioden 2013 til 2020 i fire politikredse.
64 procent af personerne var alene, da døden indtraf, og størstedelen virkede upåvirkede, da de sidst blev set i live.
Ifølge Charlotte Uggerhøj Andersen dør man typisk ikke lige efter en overdosis. Det kan således tage flere timer, hvor man i en søvnlignende tilstand udvikler iltmangel, og organerne svigter, lyder det.
- De unge skal vide, at de skal holde øje med hinanden, og det er vigtigt, at man ikke bare går fra folk, der ligger og sover, hvis man har mistanke om, at de kan have indtaget stoffer, siger Charlotte Uggerhøj Andersen og fortsætter:
- Hvis man har viden, er man klædt på til at reagere. Det handler om at vække folk, og hvis man ikke kan det, skal man ringe 112. Derfor er risikoen for, at det ender fatalt, langt større, hvis der ikke er nogen til at gribe ind, siger hun.