TV-vært har oplevet over 100 steder i hovedstaden - her er fem af de mest bemærkelsesværdige
Et år med et hav af uforglemmelige oplevelser er gået. Vi prøver alligevel at fremhæve en håndfuld, der har gjort et ekstra indtryk.
Man skal gøre status, når et år er slut, for det siger traditionen.
TV 2 Kosmopol har kåret årets oplevelser i de hjemmestrikkede kategorier; "Mest WOW", "Mest nørdet", "Mest uhyggelig", "Mest Old School" og kategorien "Gratis" ud fra de steder, vi har besøgt i tv-programmet Oplev.
1. Mest WOW
Kategorien dækker både over wow-oplevelser på den visuelle facon, oplevelser på den der "det-anede-jeg-overhovedet-ikke!"-facon, og så "wow-det-smager-godt!"
Vinderen: Rundvisning i Vridsløselille
Rundvisningen i det tidligere statsfængsel Vridsløselille i Albertslund foregår med en tidligere fængselsbetjent, som har haft sin gang i fængslet.
Oplev var på rundtur med Elsebeth, som fortæller i nutid med personlige anekdoter blandet med den historiske fortælling om et fængselsvæsen indefra.
Rundvisningen er indlevende fortalt og et fascinerende indblik bag murene – Oplev var både på den mest triste gårdtur nogensinde og en tur i vand-og brød-cellen i kælderen, som ligner noget fra en horrorfilm.
Foto: Andreas Hentze Madsen - TV 2 Lorry
Også værd at nævne i WOW-kategorien:
Louisianas udstilling: HAVET – Den store udstilling er visuelt imponerende og rummer alt fra moderne kunst til videnskabelige samlinger fra 1700-tallet.
Arkitekttegnet havnebad i Frederikssund – Det arkitekttegnede havnebad ligger som et rundt rumskib af træ i Frederikssund Havn, og det er måske det smukkeste havnebad, Oplev nogensinde har set.
Chiba dumplingrestaurant på Vesterbrogade – Pekinganden med tilhørende bao og blommesauce er en uforlignelig kulinarisk oplevelse, vi sent glemmer.
2. Mest nørdet
Kategorien dækker over noget, der har krævet megen koncentration enten at udføre eller at forstå. Og ja, det siger nok i virkeligheden mere om skribenten end om noget andet.
Vinderen: Planetariums nye kunstinstallation – Kosmiske Tråde.
Planetarium har boret 700 huller i væggene og bundet 14.000 snore sammen for at lave deres nye permanente installation.
I trappegalleriet hænger indviklede snoregalakser og kæmpe spejlkugleplaneter, der er en kunstnerisk bearbejdning af eksisterende galakser.
Det er edderkoppeentusiast og kunstner Tomas Saraceno, der står bag, og vi er stadig ikke helt sikre på, at vi forstår, hvad det handler om, men vi fik en på wow-hatten og ondt i nakken af at kigge op – og et kraftigt ubehag af de store edderkoppeprojektioner, som også optræder i værket.
Foto: Andreas Hentze Madsen - TV 2 Lorry
Også værd at nævne i nørde-kategorien:
Porcelænsmaling hos Royal Copenhagen – Noget der kræver så stor koncentration, at man sidder og holder vejret. Kursus i musselmaling er et lynkursus i et ældgammelt håndværk.
Enigmas udstilling om Postvæsnet gennem 400 år – Har du nogensinde tænkt over, hvordan den første postkasse så ud, eller hvordan postuniformen har udviklet sig gennem de sidste 400 år? Det har de på Enigma – Museum for post, tele og kommunikation – og her nørder de helt ned i postvæsnet fra 1624 og frem til i dag.
3. Mest uhyggelig
Kategorien dækker over det, som har skræmt os, både på den gode og den dårlige måde.
Vinder: DAC’s udstilling om VANDET KOMMER!
Det er en rigtig træls udstilling med en ubekvem sandhed.
Problematikken med stigende vandstande, store mængder regn og manglende grundvand er omdrejningspunktet i udstillingen: Vandet Kommer! Hos Dansk Arkitektur Center.
Det giver en mærkelig geléfornemmelse i benene at kigge på visualiseringen af hovedstadsområdet, der langsomt bliver oversvømmet, hvis ikke der tages hånd om havstigningerne.
Heldigvis er det også en udstilling, som fokuserer på løsninger, og hvordan man kan indrette et samfund, når vandet kommer – for det gør det, siger eksperterne.
Foto: Andreas Hentze Madsen / TV 2 Kosmopol
Også værd at nævne i uhygge-kategorien:
Køge Museums udstilling: BESAT – en udstilling om den hårrejsende historie der gik forud for hekseafbrændingerne i Køge i 1600-tallet. Udstillingen er et indblik i, hvor galt det kan gå, når sund fornuft ikke er opfundet endnu, og frygten tager over.
Canicross - løb med hund. For Oplev var det en nærdødsoplevelse at blive trukket gennem en skov, spændt fast til en hund. For andre er det en motionsform. Det var ikke hundens skyld, at det var uhyggeligt. Den udsendte reporter var bare virkelig bange for at styrte og blive trukket gennem skovbunden af en firbenet motor. Det mest uhyggelige ved canicross er, at man bliver opmærksom på sin egen dårlige kondition.
4. Mest old school
Kategorien dækker over de oplevelser, der fik os til at tænke: "Godt, vi bor i 2024 og ikke dengang for 100 år siden – eller mere!"
Vinder: Lützhøfts Købmandsgård
Midt i Roskilde finder man en tidslomme fra 1920’erne. Købmandsbutikken har stået stille i 100 år og er i dag både et museum og en rigtig butik.
Her kan man købe sukat i løsvægt, spegesild, børster til ALT og historisk korrekt slik. Købmanden, som også er museumsinspektør, ved alt, og man må røre ved alt.
Og når man har rørt ved historisk korrekt toiletpapir – så glæder man sig til at komme hjem til 2024.
Foto: Andreas Hentze Madsen / TV 2 Kosmopol
Også værd at nævne i old school-kategorien:
Classic Car House, Kongens Lyngby – De gamle biler er smukke og skinnende, men fra en tid, hvor sikkerhedsseler var valgfri, hvis de overhovedet var opfundet - til gengæld var der askebægre i alle biler.
Det er biler fra dengang køretøjer var designikoner - og sikkerheden var ikke-eksisterende.Gratis lånejolle i Roskilde, Møllekrogen – En vaskeægte: "Godt, vi ikke levede den gang"-oplevelse.
I Nationalpark Skjoldungernes Land kan man i sommerhalvåret helt gratis låne en historisk klinkbygget jolle og prøve, hvor hårdt og besværligt livet var i de helt gamle dage. Efter en halv time i en analog robåd var Oplevs udsendte reporter marineret i sved, vabler og surhed.
5. Gratis
Fordi det er dejligt, når ting er gratis – eller næsten gratis.
VINDER: Kreativt hus for børn i Roskilde
Roskilde Bibliotekerne står bag Kreahuset, hvor børn og deres voksne kan komme og lave kunstprojekter, se film, læse i bøger, spille musik eller bare gå på opdagelse i den gamle Klosterforvalterbolig.
Huset er bemandet med børnekulturformidlere, der guider i de kreative projekter i værkstedet, der ligner noget fra Pippi Langstrømpes hus.
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol
Også værd at nævne i gratis-kategorien:
Nyt Lys, Kunsthal Sophienholm - Den årlige udendørsudstilling Nyt Lys foregår i kunsthallens store, mørke parkanlæg, der i vintermånederne bliver lyst op af forskellige lysværker - dette års Nyt Lys kan ses frem til 2. februar 2025.
Herlev Kommune har sin egen lille kommunale kunsthal: Gammelgaard. Her er der udstillinger med danske og internationale samtidskunstnere, en lille café - og gratis entré.
Køge Køs' familieværksted - Museet for Kunst i det offentlige rum åbnede i år et familieværksted med gratis gør-det-selv-kunstprojekter (NB: Værkstedet er gratis at benytte, når man har betalt entré). De forskellige kunstprojekter er udviklet i samarbejde med danske kunstnere. Der er for eksempel fotokunst, tekstilkunst og trykkeri.
Formidlings-rev i Roskilde Fjord - Ud for Vigen Strandpark har National Park Skjoldungernes land etableret et såkaldt publikumsrev, hvor alle må hoppe i vandet og kigge på livet under overfladen og undervandsskiltene - men vent lige til det bliver varmere.
Spørg Os
Klik og stem på ugens udvalgte spørgsmål her +_