Flere caféer oplever kedelig tendens: "Gæster hiver deres egen mad op ad tasken"
Flere caféer oplever næsten på daglig basis, at gæster er begyndt at medbringe deres egen mad, og det er problematisk, mener brancheorganisationen Horesta.
Elida Ziberi ejer Café Kodan på Frederiksberg. Men en kedelig tendens er begyndt at indfinde sig blandt nogle af gæsterne.
- Så hiver de lige deres egen mad op ad tasken eller løber over på den anden side af gaden og henter noget mad, som de så spiser her, forklarer Elida Ziberi til TV 2 Kosmopol og uddyber:
- Jeg vil sige, det er minimum tre til fire gange om ugen. Og det er alt fra sandwich til McDonald's, som de tager med herind.
Så sent som torsdag oplevede hun, at to gæster havde bestilt to kopper kaffe, men selv havde medbragt mad ude fra, som de tog frem fra en pose.
Og det blev for meget for Elida Ziberi.
- Jeg siger jeg til dem, at det ikke er okay, for vi har mad her. Det kunne de ikke forstå. Vi vil jo ikke være de der sure, der kommer ned og siger "du må ikke spise din mad", men vi bliver bare nødt til det, fortæller hun.
Forargede gæster
Hos de gæster, TV 2 Kosmopol fredag møder på Café Kodan, skaber den kedelige tendens stor forargelse.
- Det er ikke okay, for det er erhvervsdrivende, som skal have en indkomst, og det får de jo ikke, hvis folk selv har deres mad med, fortæller Jette Larsen, imens hun deler en portion nachos med sin mand.
(Artikel fortsætter under billedet.)
En anden gæst på caféen, der sidder og arbejder på sin computer, forstår heller ikke, at nogle gæster kan finde på at tage sin egen mad med.
- Jeg tænker, det er dårlig stil, fordi restauranter og caféer lever af at servere mad og drikke, så jeg synes, det bør være forbeholdt deres mad- og drikkevare, siger Sebastian Atkins.
Ikke det eneste sted
På Teglholmen i København ligger Bows and Ballons, der er en oplevelsescafe. Her kan gæsterne tage sjove billeder i deres kreative omgivelser, der tæller alt fra en gammel telefonboks til et badekar.
Men hvor det for nogen er nemt at få kameraet op ad lommen, er det anderledes, når det kommer til at få læderet op ad baglommen.
- Jeg har oplevet, at en familie er kommet ind med deres tre børn, hvor de selv har taget is med. De bestiller så én kop kaffe, men spærrer fem pladser, forklarer ejeren Attika Shah til TV 2 Kosmopol.
(Artikel fortsætter under billedet.)
Og hun synes, at det er en svær samtale at tage med gæsterne, fordi hun er bange for, at de bliver fornærmede.
- Hvordan tager man så lige den samtale med dem? For så kigger de på mig, som om der er noget galt med mig. Og det er svært, for jeg vil jo også gerne sælge den der kop kaffe, siger Attika Shah.
Brancheorganisation: ’Burde give sig selv’
Og det er også en af flere problematikker, som brancheorganisationen Horesta får af tilbagemeldinger fra sine medlemmer.
- Restauranter skal tjene penge på sine borde, og det betyder også, at gæsterne ikke kan komme med deres egen mad. Det giver sig selv i vores optik, fortæller Jeppe Møller-Herskind, der er viceadministrerende direktør hos Horesta, til TV 2 Kosmopol.
Skilte kan være en løsning
De mener, at det er vigtigt for caféerne at få kommunikeret ordentligt ud til deres gæster, og det kan man blandt andet gøre ved at sætte skilte op på bordene.
- Vi ser steder, der har skilte på bordene, hvor der for eksempel står, at man ikke må have computer med, eller at man tydeliggør, man er en voksenrestaurant, hvor man i mindre grad vil have børn. Og det er en god måde at forventningsafstemme med sine gæster på, siger Jeppe Møller-Herskind.
Og det er noget, som Elida Ziberi allerede er begyndt på.
- Jeg har faktisk lige bestilt klistermærker til alle bordene, hvor der står, at man ikke må medbringe mad- og drikkevare ude fra, så det håber jeg hjælper, slutter hun.